Det betyder curlingkvindernes sejr over Canada

De danske curlingkvinder har sensationelt slået de canadiske verdensmestre. DR's curlingkommentator, Henrik Liniger, spår om holdets muligheder fremadrettet.

De danske curlingkvinder jubler efter sejren over Canada (Foto: Cathal Mcnaughton © Scanpix)

Fredag morgen bød på en gedigen overraskelse i den olympiske curlingturnering: De undertippede danske curlingkvinder slog til alles overraskelse mægtige Canada, og dermed er turneringen åbnet op for skipper Madeleine Dupont og resten af holdet.

- Danmark vil fortsat være undertippet i de næste kampe, men hvis man kan slå Canada, kan man jo i princippet slå dem alle, vurderer DR's curlingkommentator, Henrik Liniger.

Sejr på trods

Hvis man før legene i Pyeongchang havde spået, at Danmark ville slå Canada, ville man formentligt blive mødt af hovedrysten og rynkede bryn.

Tilbage i september trak Team Danmark den økonomiske støtte til kvinderne på grund af svigtende resultater, men mod alle odds kvalificerede holdet sig alligevel til OL.

- Målsætningen for kvinderne før OL var bare at gøre en god figur og måske vinde en kamp eller to. Derfor må sejren over Canada virkelig give noget selvtillid, siger Henrik Liniger.

Fortsat muligheder i turneringen

Den olympiske curlingturnering befinder sig i det indledende gruppespil - round robin.

Ti hold dyster om fire semifinalepladser, og Danmark ligger på en delt femteplads med én sejr i tre kampe.

- Med seks sejre er man normalt sikret en semifinaleplads, mens fem sejre også kan række. Så sejren over Canada er sensationel, men der er altså stadig et stykke arbejde at gøre, hvis Danmark skal videre i turneringen, forklarer Henrik Liniger.

Danmark tabte de to første kampe ved OL til Sverige og Japan, men med den overraskende sejr over Canada er turneringen bestemt ikke lukket for curlingkvinderne, vurderer Henrik Liniger:

- Lørdagen bliver meget afgørende for holdet. Her skal de for første gang under turneringen spille to kampe samme dag mod henholdsvis Storbritannien og Kina. Det er to kampe, hvor kvinderne nok er undertippede, men sagtens kan kæmpe med om sejren.

Kampen mod Storbritannien spilles natten til lørdag kl. 01.00 dansk tid, mens opgøret mod Kina spilles lørdag kl. 12.00.

Begge opgør kan følges direkte på DR1 og dr.dk.