Fra Pyongyang til Pyeongchang: Nu spiller Choi slædehockey for Sydkorea

Choi Kwang Hyouk blev født i Nordkorea og var gadebarn, fra han var ni år gammel. Søndag spillede han for Sydkoreas slædehockey-hold i sejren over Tjekkiet ved vinter-PL.

Choi Kwang Hyouk flygtede for mange år siden fra Nordkorea. Nu deltager han ved PL for Sydkorea. (Foto: ED JONES © AFP or licensors)

Det er ikke meget spilletid slædehockey-spilleren Choi Kwang Hyouk har fået ved de paralympiske lege i Pyeongchang. Men det betyder ikke så meget for ham. I bund og grund er den 31-årige para-atlet bare glad for at være, hvor han er og bære flaget på brystet.

Som teenager flygtede Choi fra en elendig tilværelse på gaden i Nordkorea, og i dag, 17 år efter sin flugt, udlever han sin paralympiske drøm på det sydkoreanske landshold.

- Fortid er fortid, og jeg tænker kun på nuet. Det eneste, der er vigtigt, det er, at jeg bærer Sydkoreas farver og ikke et andet lands flag, siger han til nyhedsbureauet Associated Press.

Amputation uden bedøvelse

Få år efter Choi kom til verden i 1987, blev Nordkorea ramt af en hungersnød, der kostede flere hundrede tusinde livet. Den ramte også Chois familie, og i deres kamp for at overleve sendte Chois forældre ham og hans søster hjem til deres bedstemor for at bo.

Bedstemoren døde, da Choi var ni år, og mens søsteren kom på børnehjem, begyndte han at tigge for at overleve. Senere begyndte han at købe billig is på markederne, som han solgte rundt i togene, når de kom ind på perronen.

En dag i maj 2000 kom Choi ud for en ulykke, da et tog ankom på stationen. Hans ankel kom i klemme under toget og blev knust, og Choi blev fragtet til en lokal læge, der amputerede benet under knæet uden nogen form for bedøvelse. I de efterfølgende uger gled han ud og ind af bevidsthed på grund af de voldsomme smerter.

- Min fod kunne være blevet reddet, hvis jeg havde været i et andet land, men i Nordkorea var medicinen for dårlig, siger han til The Guardian.

Ingen håb og drømme

Livet som et-benet i Nordkorea er hårdere end mange andre steder, og det var ikke muligt for Choi at få en protese. Det eneste han fik var krykker af træ og nedladende blikke.

- Nordkoreansk propaganda portrætterer landet som et sted, der altid er sundt og stærkt, men vi (handicappede, red.) mindede om, at det ikke er sandt. Derfor blev vi altid behandlet dårligt af myndighederne.

Rapporter fra FN har berettet om, at handicappede i Nordkorea blandt andet er blevet gemt væk i arbejdslejre.

Livet på krykker gjorde ikke tilværelsen lettere på gaden, og Choi måtte bo i et forladt beskyttelsesrum fra krigen. For at holde varmen brugte han pinde af træ til at skrabe olie af togenes hjul, så han kunne tænde bål. De dage husker han som de hårdeste i sit liv.

- Jeg havde ingen drømme for min fremtid. Jeg ønskede bare at leve sammen med min familie igen og få noget at spise.

Kærligheden til hockey

Men i sommeren 2001 ændrede alt sig for den hjemløse dreng.

Chois far var flygtet til Sydkorea, og han havde sendt sin bror til Nordkorea for at hente Choi og hans søster. Onklen fandt Choi og tog ham til Kina, inden de rejste videre til Sydkorea, hvor de ankom i august 2001. Få måneder senere lykkedes det også onklen at hente Chois søster.

Choi fik sig en uddannelse I Sydkorea, og i 2014 prøvede han slædehockey for første gang, da han gik på universitetet, og han kom hurtigt til at elske den fysiske sport.

- Det sidder altid i mit hoved, at jeg er en ret lille person. Hvis jeg bliver skubbet, så er min reaktion altid at skubbe tilbage. Hvis man er aggressiv i fodbold, så lyder fløjten, men i hockey har man bedre muligheder for at spille fysisk. Jeg blev vild med det.

Den actionfyldte sport på isen passer godt til Choi, fortæller han, for han kan godt lide at dele øretæver ud. Det viste han da også i kampen mod Tjekkiet, da han med få minutter tilbage af anden periode blev skiftet ind og fløj direkte ud og tacklede tjekken Michal Geier så hårdt, at han væltede i sin slæde.

Tusindvis af tilskuere

I disse dage spiller Choi foran tusindvis af tilskuere i et land, der ikke tidligere har vist den store interesse for hockey - og slet ikke for parasport. Men hjemmepublikummet har taget sporten til sig, og nu hepper de på det sydkoreanske hold. Det glæder Choi, der vil gøre alt for at gøre sit land stolt.

- Jeg vil gerne huskes som en, der har haft nogle hårde perioder i livet, men som nu er fuld af passion for slædehockey og er stolt over at repræsentere Sydkorea, siger han til The Guardian.

Lørdag vandt Sydkorea 4-1 over Japan i landets første kamp, men Choi fik ikke spilletid. Natten til tirsdag skal Sydkorea igen i aktion, når modstanderen er USA. Amerikanerne har indtil videre slået både Japan og Tjekkiet med 10-0.

Cirka 30.000 nordkoreanere er flygtet til Sydkorea siden Koreakrigen sluttede i 1953.

Facebook
Twitter