Niende verdensrekord i vente? Derfor går kunstskøjteløberne rekord-amok

Der kan fredag sættes den niende verdensrekord ved OL, når kvinderne dyster i det frie program.

Alina Zagitova slog verdensrekorden i det korte program, kort tid efter den var blevet sat af landsmanden Evgenia Medvedeva. (Foto: Aris Messinis © Scanpix)

To russiske teenagere fik onsdag aften tilskuere over hele verden til at spærre øjnene op.

På isen i Pyeongchang leverede de den ene pragtpræstation efter den anden, da kvinderne dystede i kunstskøjteløbets korte program i den olympiske konkurrence.

18-årige Evgenia Medvedeva tog først opmærksomheden med et smukt og teknisk program, der gav hende karakteren 81,61. Karakteren var nok til at slå hendes egen verdensrekord, og hun kunne derfor læne sig roligt tilbage godt på vej mod en olympisk guldmedalje.

Men glæden varede ikke længe. Kort efter var det nemlig den kun 15-årige Alina Zagitovas tur til at imponere. Hun satte en score på 82,92 og satte dermed den anden verdensrekord inden for få minutter.

Verdensrekorder på stribe

De to verdensrekorder er langt fra de eneste, der er blevet slået i kunstskøjteløb ved disse olympiske lege. I alt otte gange er der slået verdensrekord, og det er langt fra normalen ved et vinter-OL.

- Det er rigtig unikt, at der er blevet slået så mange verdensrekorder ved det her OL, siger DR's ekspertkommentator i kunstskøjteløb, Julia Sandsten.

- Typisk bliver rekorder slået til store internationale grand prix-konkurrencer, fordi der mange gange er mere pres på ved et OL eller et VM, siger hun.

Nyt system gav mulighed for rekorder

I 2004 blev pointsystemet i kunstskøjteløb lavet om, og det blev mere relevant end ved det gamle system at tale om verdensrekorder.

Til at starte med var der ikke fokus på det, da alle rekorder skulle laves fra bunden, men efter nogle år fulgte der en periode, hvor nye verdensrekorder blev sjældnere og sjældnere.

Lige indtil OL i Pyeongchang, hvor verdensrekorder igen er blevet dagligdag. Det skyldes især, at løberne er blevet bedre til de fysiske dele af sporten.

- Løberne er begyndt at presse den tekniske score, hvor de er blevet bedre, så de simpelthen kan samle flere point. Den kunstneriske karakter har måske ligget relativt stabilt, men i springene sker der en udvikling.

- Det så man eksempelvis ved herrerne, der lavede rigtig mange af de her quadruple (firedobbelte red.) spring, som jo giver flere point end triple spring, siger Julia Sandsten.

Evgenia Medvedeva slog sin egen verdensrekord i det korte program. (Foto: how hwee young © Scanpix)

Pointsystemet vil dog med al sandsynlighed blive evalueret efter OL, da nogle mener, at det hæmmer kreativiteten i det kunstneriske.

- Jeg tror, at man kommer til at evaluere på, om der skal være så stor fokus på springene. De er så mange point værd, at de kommer til at være for stor en del af pointene, siger Julia Sandsten.

Umenneskelige russere dyster fredag

Natten til fredag skal de to unge russere Medvedeva og Zagitova afgøre, hvem der løber med guldet, når de kører anden halvdel af kvindernes konkurrence, det frie program.

Julia Sandsten forventer i hvert fald ikke, at nogen andre har det tekniske niveau til at nå russerne med det nuværende pointsystem, hvor teknikken lidt overskygger det kunstneriske.

Det er samtidig slet ikke utænkeligt, at der falder endnu en verdensrekord.

- De er jo lidt umenneskelige, fordi de laver så få fejl. Det bliver spændende at se, om de kan stå for presset fra Rusland, der har haft et rigtig dårligt OL. Det er lidt vildt, at så stort et pres ligger på en 15-årig og en 17-årig, siger Julia Sandsten.

Du kan se de to russere kæmpe om guldet tidligt fredag morgen. Det sendes forskudt på DR1 fra klokken 06.15 og klokken 10.20