OVERBLIK Rusland straffes - men atleter kan stadig deltage i særlig uniform

Kun russiske atleter, der får en særlig invitation kan komme med til vinter-OL, og flere betydende personer udelukkes.

Russerne kan se frem til et vinter-OL uden mange russiske atleter i aktion. (Foto: FAbrice Coffrini © Scanpix)

Den Internationale Olympiske Komité har i dag besluttet at straffe Rusland for den systematiske doping, som landet har bedrevet under vinterlegene i Sotji i 2014.

Konsekvenserne bliver blandt andet:

  • Den Russiske Olympiske Komité – og derfor Rusland – udelukkes med øjeblikkelig virkning

  • Enkelte russiske atleter, der er uden for dopingmistanke, kan stadig inviteres med til vinter-OL. I så fald skal de konkurrere i en særlig uniform og under det olympiske flag som OAR (Olympisk Atlet fra Rusland). Den russiske nationalmelodi vil ikke blive afspillet.

  • Ingen personer fra det russiske sportsministerium bliver inviteret til vinterlegene i Pyeongchang.

  • Udelukkelse fra OL på livstid af tidligere sportsminister i Rusland Vitaly Mutko og vicesportsminister Juri Nargornykh.

  • Præsidenten fra den russiske olympiske komité, Alexander Zhukov, suspenderes fra sin rolle som medlem af IOC.

  • Den russiske olympiske komite skal godtgøre omkostningerne i forbindelse med undersøgelserne af landets dopingprogram og bidrage til oprettelsen af en uafhængig kontrolmyndighed ved at betale 15 millioner dollar (ca. 95 mio. kr.)

  • Intet medlem, træner eller læge, der deltog som en del af den russiske delegation under vinter-OL i Sotji, kan inviteres til legene i Sydkorea.

Sagen kort

IOC eksekutivkomité mødtes i dag i schweiziske Lausanne for at beslutte, om russiske atleter kan deltage i de olympiske vinterlege i Pyeongchang til næste år på trods af, at landet havde sat et stort dopingprogram i system under vinter-OL på hjemlig grund i Sotji i 2014.

Det blev besluttet at udelukke Rusland fra de kommende vinterlege i Sydkorea

Den internationale olympiske komité (IOC) udelukkede ikke russiske atleter fra sommer-OL i Rio, men lod det i stedet være op til de enkelte sportsgrenes internationale forbund at beslutte, hvem der måtte deltage.

Efterdønningerne i kølvandet på legene i Sotji har medført at 26 atleter er blevet suspenderet, fordi efterfølgende test af deres dopingtest har været positive.

Det har samtidig betydet, at Rusland har fået frataget 11 medaljer retrospektivt. Legene i Sotji var ellers et sportsligt triumftog for værtsnationen, der vandt 13 guldmedaljer og dermed tangerede rekorden som var sat af Sovjetunionen i 1976.

Af de 11 medaljer, russiske atleter har fået frataget efterfølgende, har de fire været af guld, og det betyder, at Norge, Canada og USA alle nu står noteret flere guldmedaljer end Rusland ved legene i Sotji