Skuffet Faarup efter slalom: Jeg er måske ikke dygtig nok

Christoffer Faarup blev nummer 20 i styrtløb og nummer 35 i slalom, hvilket var nok til en samlet 30. plads.

Det kiksede for Christoffer Faarup i slalom, da mændene konkurrerede i den kombinerede alpine konkurrence. (Foto: JAVIER Soriano © Scanpix)

Et kikset slalomløb ødelagde helhedsindtrykket for skiløberen Christoffer Faarup, der sluttede som nummer 30 i kombinationskonkurrencen ved vinter-OL i Pyeongchang.

Hobro-løberen er da også temmelig utilfreds med sin egen præstation på den isede og vindblæste slalompiste, hvor en slem fejl kostede ham adskillige sekunder.

- Det var virkelig dårligt af mig rent ud sagt, siger Christoffer Faarup.

- Jeg prøvede at give den gas, men jeg er måske ikke helt dygtig nok eller har ikke formen til at kunne angribe hele vejen.

- Det gjorde, at jeg lavede en stor fejl, og jeg kunne ikke rigtig komme ind i det bagefter og tabte en masse tid, forklarer han.

Super G og styrtløb forude

Forude venter super G og det selvstændige styrtløb, der bliver afviklet henholdsvis torsdag og fredag.

Den danske fartløber var nummer 20 efter styrtløbet, og den præstation gør, at han alligevel ser frem mod de næste OL-opgaver med en vis optimisme.

- Styrtløbet var egentlig rigtig godt. Det var lidt kaotisk. Jeg havde problemer med at se noget på toppen på grund af en masse sidevind.

- Det var lidt voldsomt, og jeg havde ikke rigtig nogen følelse af, hvordan det var gået, før jeg var kommet i mål.

- Det positive fra styrtløbet kan jeg tage med til styrtløb og super G, som jeg skal køre senere, og hvor der er mulighed for at gøre det godt, siger Christoffer Faarup.

/ritzau/

Facebook
Twitter