VIDEO Curlingkvinderne er fulde af optimisme før kamp mod Kina

Det danske kvindelandshold i curling går ind til dagens andet opgør med oprejst pande trods nederlag til Storbritannien.

De danske curlingkvinder er fulde af fortrøstning forud for kampen mod Kina, selvom de i nat tabte med 7-6 til Storbritannien.

Længe hang danskerne på de forsvarende europamestre i curling, men mod slutningen manglede danskerne den fornødne kvalitet.

- Det bliver afgjort, fordi vi har et par mis rundt omkring og marginaler, som ikke lige er på vores side. Det har de ikke på samme måde. Der er en grund til, at de er europamestre og vi ikke er, siger det danske skipper, Madeleine Dupont.

Stillingen efter femte ende var 3-3, og der blev spillet helt til sidste ende.

- Det er lige ved pausen, og de trækker en lille smule fra i anden halvleg. At spille lige op mod sådan et hold, er en succes i min verden.

- Havde du sagt i går, at vi skulle spille 10 ender og sidste sten mod det her hold, så havde vi sagt ja tak. For de er bare gode, siger Skipper Dupont.

Endnu en mulighed for point

Senere i dag skal curlingkvinderne på isen igen, når de møder Kina. Forberedelserne til den kamp kommer primært til at bestå i afslapning.

- Vi går hjem og tager en ordentlig morfar. Det er sådan, at vi fungerer rigtig godt. En god lur på to timer, og så er vi klar igen, lyder det optimistisk fra Madeleine Dupont.

Sportchef i Dansk Curling Forbund, Ulrik Schmidt, havde også kun rosende ord til overs efter nederlaget til Storbritannien. Og sportschefen går heller ikke umiddelbart ud og kræver en sejr over kineserne.

- Kineserne spiller en lige kamp mod Storbritannien. Det er et super godt hold, der også spillede op med Japan, som er tidligere verdensmestre, så det er et rigtig godt hold, siger Ulrik Schmidt.

Danmark spiller mod Kina i dag klokken 12.05, og den kamp kan du følge direkte på DR1 fra klokken 12.00.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter