VIDEO Dobbelt op på målebånd: Drama sender Norge i curling-semifinalen

De norske kørestolscurlere leverede to dramatiske kampe, før de blev klar til semifinalen ved PL.

De norske verdensmestre i kørestolscurling fik i den grad sved på panden under deres to sidste indledende kampe ved PL i Sydkorea.

To gange måtte målebåndet nemlig i brug, før det stod klart, at nordmændene er klar til semifinalen.

- Det var nervepirrende. Men mit blodtryk var allerede højt inden legene, sagde den norske skipper Rune Lorentsen med et glimt i øjet efter de to kampe, der begge endte med en norsk sejr.

Efter en skidt start på legene, der bød på nederlag i de tre første kampe, var presset i den grad på nordmændene, da de gik ind til deres næstsidste kamp i den indledende runde mod USA.

I ottende og sidste ende var stillingen stadig helt lige, før skipper Rune Lorentsen sendte Norges næstsidste sten afsted.

Stenen havnede så tæt på den amerikanske, at der måtte målebånd til, før der kunne findes en afgørelse.

Her viste resultatet, at Norge var tættest på midten.

Derfor vandt de opgøret med 5-4.

Du kan se Rune Lorentsens sætte stenen i videoen herunder.

Ekstra ende gav semifinale

Dramaet inde i curlinghallen var dog ikke slut endnu.

For i Norges sidste indledende kamp, måtte de ud i ekstra ende med Slovakiet, før der var fundet en afgørelse.

Og igen skulle målebåndet findes frem.

Denne gang faldt afgørelsen nok engang ud til Norges fordel.

Derfor er nordmændene klar til deres første semifinale i kørestolscurling siden 2006.

- Jeg tror aldrig, jeg har været involveret i to så tætte afgørelser i kampe, der har haft så stor betydning, slog den norske skipper Rune Lorentsen fast, efter semifinalepladsen var en realitet.

I semifinalen møder Norge værtsnationen Sydkorea, mens Canada og Kina mødes i den anden semifinale.

Du kan se den dramatiske afgørelse af kampen mellem Norge og Slovakiet i videoen øverst.