VIDEO Holland rydder bordet: Den orange guldfest i speedskating fortsætter

Hollandske Jorien ter Mors vandt overraskende guld i 1000 meter speedskating i rekordtid.

Den orange guldfest på den hvide is fortsætter. Det blev nemlig endnu engang Holland i speedskating.

I kvindernes 1000 m vandt hollandske Jorien ter Mors onsdag formiddag guld, og dermed har de hollandske speedskatere erobret alle fem guldmedaljer i de long track-discipliner, der er blevet afviklet.

I alt har Holland vundet imponerende 10 medaljer i speedskatingens lange discipliner og én enkelt i short track ved vinter-OL i Pyeongchang.

Jorien ter Mors vandt guldet i tiden 1.13.56 foran japaneren Nao Kodaira, der var 0.26 sekunder efter guldvinderen, og bronzevinderen Miho Takagi, også fra Japan, som var 0.42 sekunder langsommere end hollænderen.

Jorien ter Mors’ sejr, der blev realiseret i olympisk rekord-tid, var en stor overraskelse, da Kodaira har domineret disciplinen i denne sæson.