VIDEO Hvad skete lige der? Short track-finale endte i kæmpe kaos

De koreanske kvinder løb med guldet efter en fuldstændig vanvittig finale i kvindernes stafet.

Der var styrt, tacklinger, diskvalifikationer og en verdensrekord til bronzevinderne, da kvinderne kørte finale i 3.000 meter stafet i short track på skøjter.

Fire nationer havde kvalificeret sig til finalen og skulle derfor fordele medaljerne imellem sig, mens der også blev kørt b-finale om sekundære placeringer. De fire finalister var Kina, Italien, Korea og Canada, hvoraf især Kina og Korea var spået gode chancer for at vinde guldet.

Kortbaneløb eller short track, som det kaldes, er en udgave af hurtigløb på skøjter, der køres på en mindre bane, deraf navnet.

I dagens stafet bestod hvert hold af fire atleter, som tilsammen skulle tilbagelægge 3.000 meter. Stafet er ofte en kaotisk disciplin, hvor det sjældent går stille for sig, og det gjorde det absolut heller ikke i dag.

De fire finalister lagde hårdt ud, og kun italienerne så ud til ikke at kunne følge med de tre andre, der skiftedes om at ligge i front.

Mod slutningen var Kina i spidsen, men Canada fik med to gode skift lagt sig i en god position til at tage guldet. Hjemmebanefavoritterne fra Korea ville dog også være med, men de skulle hive noget ekstraordinært op af hatten for at kunne nå guldet.

Og det forsøgte koreanerne, der i et forsøg på at lave en stor overhaling missede et skifte og dermed måtte køre en halv omgang mere, før de kunne skifte. Da de så endelig fik skiftet, væltede den koreaner, der lige var blevet udskiftet, ind i den canadiske kører, der dermed ikke fik skiftet, før hun styrtede ud i sidebanden.

Dermed var der kun Kina og Korea tilbage til at køre om guldet, og i spurten var koreanerne hurtigst og kunne køre først over målstregen.

Efterfølgende måtte alle vente i spænding, mens dommerne så video igennem for at se, om nogen skulle diskvalificeres. Og mod al forventning var det ikke koreanerne, der blev disket, men i stedet blev både Canada og Kina diskkvalificeret.

Derfor løb koreanerne med guldet, mens italienere overraskende tog sølvet, og Holland, der vandt b-finalen, tog sig af bronzen. Holland havde i øvrigt sat verdensrekord i b-finalen, der blev kørt mere end fire sekunder hurtigere end a-finalen.

Facebook
Twitter
Emner: