VIDEO Isdans i natten: Verdensrekord og nostalgiskønhed

Bliv klar til nattens finale i isdans med Tessa Virtue og Scott Moirs rekorddans. Nyd også Jayne Torvill og Christopher Deans legendariske præstation ved OL i 1984.

Det canadiske kunstskøjteløbpar Tessa Virtue og Scott Moir kan i nat dansk tid sikre sig en OL-guldmedalje, hvis de formår at holde fast i deres førsteplads i isdans.

Canadierne slog deres egen verdensrekord i det korte program, da de til tonerne af ”Sympathy for the Devil”, ”Hotel California” og ”Oye Como Va” isdansede sig til hele 83,67 point og dermed fører konkurrencen i Pyeonchang.

Deres tidligere rekord lød på 82,68. Den blev sat i oktober.

De tredobbelte verdensmestre har dermed alle muligheder for igen at sætte sig på den olympiske trone, som de i Sochi 2014 måtte overgive til det amerikanske par Meryl Davis og Charlie White.

Virtue og Moir vandt olympisk guld på hjemmebane i Vancouver i 2010.

Du kan se hele Tesse Virtue og Scott Moirs rekorddans i klippet øverst, mens finalen i nat kan ses på Kanal 5 fra klokken 02:00.

Den ultimative isdans

Nattens finaledans er samtidigt en fin lejlighed til at skrue tiden tilbage til OL i Sarajevo 1984, hvor det britiske par Jayne Torvill og Christopher Dean leverede et noget nært perfekt friløb til Maurice Ravels ”Boléro”.

Den præstation står stadig som en af de mest fornemme i OL-historien.

Nottinghamparrets isdans kan nydes i sin fulde længde i klippet herunder.