VIDEO Målfoto, styrt og disket favorit: Italiener snupper guld i dramatisk sprint-finale

I skøjteløbet på kort bane løb italienske Arianna Fontana med guldet på distancen på 500 meter.

Der var drama for alle pengene, da kvinderne skulle fordele medaljerne i skøjteløb på kort bane - også kaldet short track.

500 meter skulle tilbagelægges af de fem finalister, der blandt andet talte hjemmebanefavoritten Choi Minjeong, som havde sat olympisk rekord i semifinalen.

Det var dog italieren Arianna Fontana, der tog den meget afgørende spids fra start, mens Choi Minjeong var henvist til tredjepladsen.

Runde for runde fik koreaneren halet ind på italieneren og fik også kæmpet sig op på en andenplads, mens kampen om pladserne i feltet kostede briten Elise Christie en tur i isen.

Helt til sidst stod det næste lige mellem italieneren og koreaneren, og de kastede begge den ene skøjte frem mod målstregen i en uhyre tæt afslutning, der fik dommerne til at kalde på målfoto for at finde en afgørelse.

Fotoet viste dog, at Arianna Fontana havde holdt føringen fra start til slut, og at hun slog den koreanske forhåndsfavorit med 22 cm.

Dermed sikrede hun Italien legenes første guldmedalje.

Her skulle dramaet dog ikke ende. Kort efter afgørelsen kunne både hollandske Yara van Kerkhof og canadiske Kim Boutin bryde ud i jubel, da Choi Minjeong blev diskvalificeret. De sikrede sig dermed henholdsvis en sølv- og bronzemedalje.

Facebook
Twitter