VIDEO Magi med ski: Nordmand i 2 meter lange løbesko

21-årige Johannes Høsflot Klæbo kan komme til at vælte sig i guld ved vinter-OL takket være særpræget stil.

Det er et særpræget syn, når det norske stortalent Johannes Høsflot Klæbo pludselig sætter i sprint op ad langrendsbakkerne med noget, der ligner høje knæløftninger og distancerer sine konkurrenter i langrend.

Tirsdag kastede det en guldmedalje af sig, da han var klart hurtigste mand i sprintkonkurrencen og dermed kunne sikre sig sin første OL-guldmedalje ved sit første vinter-OL nogensinde.

Den 21-årige nordmand har selv udviklet sin specielle stil, som der i begyndelsen blev rystet noget på hovedet af i langrendsmiljøet i Norge.

Altså lige indtil Johannes Høsflot Klæbo begyndte at sætter konkurrenterne på plads i en sådan grad, at mange nok fremover vil forsøge at kopiere den unge mands unikke løbestil.

Rekordindehaver

Stilen går i al sin enkelthed ud på at lade ski være ski og i stedet giver den gas, som havde man i stedet et par gummisko på.

Det lyder nemt, men som det kan ses i NRK's indslag i klippet øverst, så er det ikke helt så let som det lyder.

Johannes Høsflot Klæbo har mulighed for at tage mere guld med hjem til Norge i langrendskonkurrencerne, men kan med guldmedaljen tirsdag allerede bryste sig af, at være den yngste guldmedaljevinder nogensinde i langrend ved et vinter-OL.