VIDEO Nordmand napper guldet i slopestyle

22-årige Øystein Bråten er olympisk mester i slopestyle på ski.

Norge kan føje endnu en guldmedalje til porteføljen ved vinterlegene i Pyeongchang. Det sørgede 22-årige Øystein Bråten for, da han søndag morgen vandt mændenes slopestyle-finale på ski.

Efter kvalifikationen lørdag nat var det ellers svenske Oscar Wester med en score på 95.40 og schweiziske Andri Ragettli med 95.00, der lignede gode bud på en vinder, men da det virkelig gjaldt, steppede nordmanden op.

Øystein Bråten blev belønnet med 95.00 i score i sit første gennemløb i finalen, og da ingen formåede at gøre det bedre i tre forsøg, landede guldet hos Norge. Tættest på var amerikanske Nick Goepper, der tog sølv med 93.60 samt canadiske Alex Beaulieu-Marchand, som snuppede bronzen med 92.40.

Øystein Bråtens guldmedalje er Norges ottende ved vinterlegene. Derudover har vores nordiske naboer taget otte af sølv og syv af bronze. Det rækker til 23 medaljer i alt. Flest af alle lande indtil videre.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter