VIDEO Slayer, slanger, strip og stød: OL-skiskytte udsat for maksimalt pres i skør test

Vores kollegaer hos NRK har med utraditionelle midler forsøgt at få skiskytten Tiril Eckhoff på glatis.

Skiskytter skal være hurtige i sporet og evne at kunne holde fokus i skydningen under pres. Det handler om at ramme plet, selvom pulsen er høj.

Normalt er atleterne ved skydningen presset af de store fysiske belastninger fra skiløbet, men hvordan vil en af verdens skiskytter reagere, hvis hun udsættes for voldsomme psykiske belastninger?

Vores norske kollegaer fra NRK har udsat OL-skiskytten Tiril Eckhoff for fem forskellige mere eller mindre vanvittige belastninger for at teste hendes evne til at abstrahere fra presset.

Tiril Eckhoff bryder sig ikke om at se sig selv på tv, så første udfordring er skyde til billederne og lyden fra et interview, hvor den lyshårede nordmand har tårer trillende ned af kinderne.

Det næste benspænd går ud på, at Eckhoff bliver iført et stødhalsbånd og udsat for moderate stød under skydningen.

Kun dødsmetal virker

Ved tredje udfordring får Tiril Eckhoff en stor boaslange viklet om halsen og er lettere skrækslagen. Alligevel formår hun på imponerende vis at holde hovedet koldt under skydningen.

NRK's reporter giver dog ikke så let op, så for at få hylet stakkels Eckhoff ud af den, danser han rundt om hende kun iført en art læderstrip-outfit.

Først under den sidste udfordring lykkes det at få bragt Eckhoffs skydning helt ud af kurs. Med et thrashmetal-band i bedste Slayer-stil helt oppe i ansigtet, misser den norske skiskytte mere, end hun rammer plet.

Se det forrygende indslag med Tiril Eckhoff i playeren øverst i artiklen.

Tiril Eckhoff deltager mandag i kvindernes 10 kilometer jagtstart. Du kan følge konkurrencen fra kl. 11.00 på DR1.

Facebook
Twitter