VIDEO Snupper OL-guld og sætter ny verdensrekord: Se hele løbet her

Kunstskøjteløberne Aliona Savchenko og Bruno Massot fik den højeste score nogensinde, da de vandt guld.

Aliona Savchenko og Bruno Massot vandt OL-guld i kunstskøjteløb, og de gjorde det med maner.

I parrenes frie program blev de belønnet med 159,31 point af dommerne. En score, som intet andet par før har opnået i en stor international konkurrence.

Tidligere tilhørte rekorden det kinesiske par Sui Wenjing og Han Cong, der denne gang måtte nøjes med sølv.

Aliona Savchenko og Bruno Massot, der stiller op for Tyskland, men er født i Ukraine og Frankrig, var ellers kommet skidt igennem det korte program, og de lå derfor på fjerdepladsen før det afgørende frie program.

Det fik de rettet op på i en grad, så de sluttede med en samlet score på 253,90 point, guldmedaljerne om halsen og en plads i kunstskøjteløbets historiebøger.