VIDEO Største medaljesluger nogensinde: Norske Bjørgen sikrer plads i historiebøgerne

Norske Marit Bjørgen blev med en bronzemedalje i holdsprinten den atlet med flest vinterolympiske medaljer.

USA løb med guldet, men det var den norske langrendslegende Marit Bjørgen, der var den helt store historie, da de kvindelige langrendsløbere løb finale i holdsprint.

Med en medalje kunne Bjørgen slå sin landsmand Ole Einar Bjørndalen og blive den atlet med flest medaljer fra vinter-OL nogensinde.

Og det blev en realitet, da Bjørgen med holdkammeraten Maiken Falla sikrede sig bronzemedaljen i en tæt kørt finale.

Trio kæmpede om sejren

I holdsprinten løber to atleter på hvert hold. De skal begge køre rundstrækningen tre gange, hvor de undervejs skal skifte mellem hver omgang.

Marit Bjørgen lagde hårdt ud fra start, og hurtigt tegnede der sig et billede af, at Norge, Sverige og USA skulle fordele medaljerne imellem sig.

De tre nationer endte da også med at gå sammen ind på sidste omgang, og de var helt lige på vej ind i allersidste sving.

Her gik det dog galt for norske Maiken Falla, der fik en skidt bane. Hun blev derfor sat af svenskeren og amerikaneren på vej ind på opløbsstrækningen og måtte nøjes med en bronzemedalje.

Derfor stod spurten mellem svenske Stina Nilsson og amerikanske Jessica Diggins, og her viste amerikaneren sig stærkest. Hun fik med en fin spurt overhalet svenskeren og slået hende med en halv skilængde på målstregen.

14 medaljer

På trods af at det ikke blev til guld havde norske Marit Bjørgen stadig masser at glæde sig over.

Medaljen var hendes medalje nummer 14 ved et vinter-OL, hvoraf syv er af guld, fire er af sølv, og tre er bronze.

Dermed overgår hun sin landsmand, skiskydningslegenden Ole Einar Bjørndalen, der har otte guldmedaljer, men 'kun' 13 medaljer i alt.

Facebook
Twitter