VIDEO Storfavorit sikrer nyt guld til Holland i skøjteløb

Holland løb med både guldet og sølvet i mændenes 1.500 meter hurtigløb på skøjter.

Holland er en af det allerstørste nationer, når det gælder hurtigløb på skøjter, og det beviste landets atleter endnu engang, da mændene skulle fordele guldet i 1.500 meter hurtigløb på skøjter.

I disciplinen kører de to og to, og det handler helt enkelt om at sætte den bedste tid.

Og det var ikke bare den bedste, men de to bedste tider, der blev sat af hollændere.

Den suveræne favorit Kjeld Nuis, der endda er OL-debutant, tog sig sikkert af guldmedaljen med en tid på 1.44.01, mens landsmanden Patrick Roest satte næstbedste tid 0,85 sekunder langsommere.

Bronzen gik til koreanske Seok Kim Min.

Og det var naturligvis en glad Kjeld Nuis, der mødte pressen efter løbet.

- Jeg kan slet ikke beskrive den her følelse, det er meget mærkeligt. Jeg skal lige falde lidt ned først. Jeg er okay, men jeg er virkelig, virkelig glad, sagde han.

Det kan dog sagtens ende med, at Kjeld Nuis får mere guld om halsen. Han er nemlig også tårnhøj favorit, når det gælder distancen på 1.000 meter.