VIDEO Tjekket! Ledecka skriver OL-historie med dobbelt guld

Den tjekkiske snowboarder, Ester Ledecka, vinder guld i storslalom. Forleden vandt hun guld på ski.

Man ville næsten ikke blive overrasket, hvis Ester Ledecka snart stiller op på langrendski. Den tjekkiske atlet har virkelig vist sin alsidighed ved vinterlegene i Pyeongchang. Forleden vandt hun guld i Super G på ski og lørdag nat tog hun så endnu en guldmedalje. Denne gang på snowboard i parallel storslalom.

Ester Ledecka viste klasse hele vejen igennem konkurrence, der startede med 1/8-finaler. I semifinalen slog hun så tyske Ramona Theresia Hofmeister, der styrtede, mens det i finalen gik ud over endnu en tysker, Selina Jörg, der blev slået med 46 hundrededele af et sekund.

Med de to guldmedaljer skriver 22-årige Ester Ledecka OL-historie, da ingen tidligere har vundet guldmedaljer på både ski og snowboard ved et vinter-OL. Faktisk har ingen tidligere stillet op i begge discipliner. Hun er samtidig den første kvinde nogensinde til at vinde to guldmedaljer ved samme vinter-OL i forskellige sportsgrene.

Hos mændene gik guldmedaljen til schweiziske Nevin Galmarini, der i finalen slog den sydkoreanske hjemmebanefavorit, Sangho Lee, med 43 hundrededele af et sekund.

Facebook
Twitter