Vildt vejr driller Wagner i sidste træning: ’Jeg bliver kastet rundt’

Daniel Wagner havde ikke den optimale optakt til nattens konkurrence i snowboarddisciplinen banked slalom.

Det kunne være gået bedre for Daniel Wagner, da han skulle gennemføre det sidste træningspas inden nattens konkurrence i banked slalom til PL.

Snowboarderen måtte nemlig ud af sengen allerede klokken 6.30 for at nå sin træningstid.

Men da han nåede frem til banen, blev to af de planlagte tre træningsture aflyst på grund af regn.

- Vi har haft en hel del udfordringer med vejret. Vi har været møgtidligt oppe i morges, men det har bare stået ned i stænger og været alt for varmt. Derfor har jeg ikke fået så mange gennemløb, som jeg var blevet lovet, siger Daniel Wagner fra Pyeongchang.

- Banen er ret heftig og svær på grund af vejret. Der er meget is på den, og den er meget kuperet. Det er ikke så let at køre på. Og jeg bliver kastet rundt over det hele. Det betyder, at jeg skal være knivskarp og have fokus til konkurrencen. Det bliver en udfordring, men det skal nok blive sjovt alligevel, lyder det videre.

Har været ude af betonbyen

Daniel Wagner var senest i aktion ved PL for seks dage siden.

Der fik danskeren en flot 8. plads i snowboarddisciplinen cross.

Men med næsten en uge mellem konkurrencerne er der også blevet tid til at holde lidt fri, inden han igen skal have sne under skoene i nat.

Tiden har Wagner blandt andet brugt sammen med familien.

- Jeg har haft en dag, hvor jeg har leget lidt turist med familien og fået slappet af. Vi har været ude at se nogle konkurrencer i stedet for bare at sidde inde i betonbyen, PL-byen. Vi var ude at se noget langrend i går. Det var supersjovt at se noget andet sport. Det bliver jeg nødt til, når jeg er til PL. Det er de mange forskellige sportsgrene, der gør PL til noget specielt, fortæller han.

Men nu går det igen løs, når Wagners konkurrence starter klokken 2.20 natten til fredag.

Og godt opladet efter en fridag med familien er målsætningen nok engang at slutte blandt de ti bedste.

- Jeg har set, hvad der er for nogle konkurrenter, jeg har. Det er nogle hårde bananer. Hvis jeg gør det bedre end min 8. plads senest, så vil jeg sige, at det er rigtig godt.

Du kan se Daniel Wagner køre banked slalom på DR3 direkte fra klokken 2.20 i nat.

Facebook
Twitter