Alle tiders bedste svømmekvinder: Katie Ledecky kan blive nummer et

Både Katie Ledecky og Katinka Hosszu er med på Marco de los Reyes' top 50-liste.

Katie Ledecky fra USA har netop vundet guld og sat verdensrekord på 800 meter ved VM i Kazan i Rusland i 2015. Ved OL har den 19-årige amerikaner udsigt til at vinde fire guldmedaljer. Den første kommer sikkert i hus natten til mandag. (Foto: MICHAEL DALDER © Scanpix)

I knap 35 år har amerikanske Mark Spitz generelt været anset som den største mandlige svømmer i historien, og i løbet af de seneste 10-12 år har hans landsmand Michael Phelps overtaget den status.

Hos kvinderne derimod har der ikke på samme været en sikker nummer et på listen over de største navne nogensinde.

Det er også vanskeligt. Især fordi det er svært at sammenligne de forskellige perioder i international svømning med hinanden. Inden 1973 var der eksempelvis ikke blevet afholdt nogen verdensmesterskaber, og europa- og verdensmesterskaber på kortbane så først dagens lys i henholdsvis 1991 og 1993.

Katinka Hosszu fra Ungarn har vundet hele 16 guldmedaljer ved kortbane-VM og -EM. I nat blev hun olympisk mester på 400 meter medley og satte en imponerende verdensrekord. (Foto: Martin Bureau © Scanpix)

Desuden er antallet af discipliner løbende vokset, så det er blevet lettere at vinde mange medaljer ved et enkelt mesterskab.

DDR-svømmernes storhedtid

Derudover er det en stor udfordring, hvordan man i dag skal vurdere DDR-svømmerne. Fra begyndelsen af 1960erne og 30 år frem prægede de i høj grad de store mesterskaber, og som regel var DDR den stærkeste nation. Men efter Murens Fald er det kommet frem – hvad mange også troede – at de østtyske svømmere havde været udsat for systematisk doping.

Ingen af de store navne fra 1970erne og 1980erne blev afsløret, da de var på toppen, og de har heller ikke fået frataget deres medaljer. Derfor har jeg valgt at tage dem med på liste over de 50 bedste kvindelige svømmere i historien. Men det bør på ingen måde skjules, at de har været dopet, lige som det selvfølgelig ikke kan afvises, at andre på listen også har været det.

Det amerikanske magasin Swimming World Magazine, der siden 1966 har kåret årets bedste kvindelige svømmer i verden, har valgt strege østtyskere fra listen over de kårede. Længere nede på denne kan man dog fortsat se, hvilke østtyskere der i sin tid blev kåret.

Katie Ledecky efter sejren på 400 meter fri ved de amerikanske udtagelsesmesterskaber tidligere på sommeren. (Foto: Erich Schlegel © Scanpix)

I går begyndte svømmekonkurrencerne ved OL i Rio de Janeiro, og her var det ungarske Katinka Hosszu, der imponerede mest. Hun vandt guld i 400 meter medley og forbedrede kineseren Ye Shiwens verdensrekord fra OL i London med over to sekunder.

Katina Hosszu er også med på min top 50-liste, hvor hun er nummer 19, og hun kommer i løbet af Legene måske til at svømme sig lidt længere op.

Svømmedronning i Rio

Men den OL-aktuelle svømmer, der er bedst placeret på listen, er amerikaneren Katie Ledecky, der de seneste tre år er blevet kåret til verdens bedste kvindelige svømmer, og som er det bedste bud på en svømmedronning ved Legene i Brasilien.

Ved OL har Katie Ledecky udsigt til guld i fire discipliner, og med sine blot 19 år har hun faktisk en reel chance for en dag at blive alle tiders bedste kvindelige svømmer. P.t. er hun nummer otte på min liste over de bedste kvindelige svømmere nogensinde.

I aften - eller nærmere natten til mandag - vinder Katie Ledecky formentlig sin første guldmedalje i Rio de Janeiro. Her gælder det finalen i 400 meter fri, hvor hun er storfavorit.

Katie Ledecky var allerede i aktion i nat, hvor hun var med til at sikre USA sølv i 4x100 meter fri. Her vandt Australien som ventet guld.

Herunder er min aktuelle liste over de 50 bedste kvindelige svømmere i historien.

Dawn Fraser efter guldtriumfen på 100 meter ved OL i 1964. Amerikanerne Sharon Stouder (til venstre) og Kathy Ellis vandt henholdsvis sølv og bronze. (Foto: Scanpix © Scanpix / AFP)

1. Dawn Fraser, Australien (1937 -) Hun var den første svømmer, der vandt den samme disciplin ved tre Olympiske Lege i træk. Det var i 1956, 1960 og 1964, og det var tilmed i 100 meter fri, hvor konkurrencen er større end noget andet sted. I alt vandt hun otte olympiske medaljer - heraf de fire af guld. Hun kunne sikkert have vundet flere OL-medaljer i 1968, men det australske svømmeforbund tildelte hende 10 års karantæne i 1964 som straf for, at hun ved OL i Tokyo det år stjal et olympisk flag foran den japanske kejsers palads. Hun fik kort tid før Legene i 1968 alligevel lov til at deltage ved OL igen, men for sent til at hun kunne udnytte det. I 1962 var hun den første kvinde til at svømme 100 meter på under et minut.

2. Tracy Caulkins, USA (1963 -) Magtede alt og satte amerikanske rekorder i alle discipliner. Hendes store år blev 1978, hvor hun ved VM i Berlin vandt fem guldmedaljer og en enkelt af sølv. Undervejs blev det til fire verdensrekorder. I mine øjne er det fortsat den største præstation, en kvindelig svømmer har leveret ved et VM eller OL. Hun var dengang blot 15 år gammel, og alt tegnede til, at hun ville blive den helt store svømmer ved OL i Moskva i 1980. Men hun kom aldrig til start, da USA boykottede Legene. Ved VM i 1982 var hun langt fra sin styrke få år tidligere og måtte nøjes med to bronzemedaljer. Ved OL to år senere i Los Angeles – hvor det var DDR og Sovjets tur til at blive væk - havde hun heller ikke samme høje niveau som i 1978, men det lykkedes hende alligevel at vinde tre guldmedaljer; i 200 og 400 meter medley samt 4x100 meter medley. Dengang var det som amerikaner endnu ikke så almindeligt at have en lang karriere.

Tracy Caulkins i færd med at vinde guld i 400 meter medley ved Legene i Los Angeles i 1984. (Foto: Tony Duffy © 2012 Getty Images)

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1978.

3. Kristin Otto, DDR (1966 -) Ved VM 1982 fik hun sit store internationale gennembrud ved at vinde tre guldmedaljer. Deltog ikke ved OL to år senere, fordi DDR boykottede Legene. Til gengæld vandt hun det år tre guld-, en sølv- og en bronzemedalje ved de såkaldte Friendship Games i Moskva. Ved VM slog hun til igen i 1986, hvor hun vandt fire guld- og to sølvmedaljer. I 1987 snuppede hun så fem guldmedaljer ved EM, og så kulminerede hendes karriere i 1988, hvor det blev til hele seks guldmedaljer – flere end nogen anden kvindelig svømmer har vundet ved et OL.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1984, 1986 og 1988.

4. Kornelia Ender, DDR (1958 -) Blev i 1976 den første til at vinde fire guldmedaljer ved et OL; i 100 og 200 meter fri, 100 meter butterfly samt 4x100 meter medley, og hver gang var der tale om ny verdensrekord. Ved Legene det år vandt hun desuden en enkelt sølvmedalje. Fire år forinden, hvor hun blot var 13 år, vandt hun tre sølvmedaljer. Vandt fire guldmedaljer ved både VM i 1973 og 1975. Ved europamesterskaberne i 1974 blev det ligeledes til fire guldmedaljer. Satte i alt 32 individuelle verdensrekorder.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1973, 1975 og 1976.

5. Janet Evans, USA (1971 -) Vandt tre guldmedaljer ved OL i 1988; i 400 og 800 meter fri samt 400 meter medley. Ved OL i Barcelona fire år siden blev det igen til guld i 400 og 800 meter fri. Ved VM blev det fordelt på mesterskaberne i 1991 og 1993 til tre guldmedaljer samt en af sølv og en af bronze. Allerede i 1987 satte hun verdensrekorder på distancerne 400, 800 og 1.500 meter fri. Hendes rekorder på de tre distancer eksisterede fra knap 18 år til lidt over 19 år. Kun hollænderen Willy den Ouden har haft en verdensrekord i længere tid; på 100 meter fri fra 1936 til 1956.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1987, 1989 og 1990.

6. Shane Gould, Australien (1956 -) Hendes karriere toppede ved OL i München i 1972, hvor hun vandt guld i 200 og 400 meter fri samt i 200 meter medley. Derudover blev det til sølv i 800 meter fri og bronze i 100 meter fri. Hun er den eneste, der på samme tidspunkt har haft samtlige individuelle verdensrekorder i crawl (fra 100 til 1500 meter fri), hvilket var tilfældet i ni måneder fra 1971 til 1972. Hun var desuden den første til at vinde tre guldmedaljer ved et OL og samtidig hver gang sætte ny verdensrekord. Hun var blot 15 år ved Legene i 1972 og stoppede to år efter karrieren, fordi hun følte, at presset på hende var blevet for stort.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1971 og 1972.

Missy Franklin (til højre) efter OL-guldet i 2012 i 4 x 100 meter medley. (Foto: MICHAEL DALDER © Scanpix)

7. Missy Franklin, USA (1995 -) Blev dronningen ved OL i 2012, hvor det blev til hele fire guldmedaljer; i 100 og 200 meter rygcrawl, 4x200 meter fri, 4x100 meter medley samt bronze i 4x100 meter fri. To af gangene var der tale om ny verdensrekord. Ved VM i 2011 havde hun også signaleret, at noget meget stort var på vej, idet hun her vandt tre guldmedaljer samt en af sølv og en af bronze. Ved VM i 2013 blev det så til hele seks guldmedaljer, mens høsten blev lidt mindre ved VM i 2015. Her vandt hun "kun" guld i et par holdkapper samt en sølvmedalje og to af bronze. Er med 11 guldmedaljer i alt den mest vindende kvinde i langbane-VMs historie. Er med ved Legene i Rio de Janeiro, men der er ikke de store forventninger til hende.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 2012.

8. Katie Ledecky, USA (1997 - ) Fik sit store gennembrud ved OL i 2012, hvor hun blev en suveræn guldvinder på 800 meter. Allerede året efter var hun så stærkt dominerende ved VM i Barcelona, hvor hun vandt guld på 400, 800 og 1500 meter fri samt 4x200 meter. To år senere blev det så til fem guldmedaljer ved VM i Kazan, hvor hun gentog sejrene fra 2013 og desuden triumferede på 200 meter fri. Har sat 11 individuelle verdensrekorder på 400, 800 og 1500 meter.

Blev kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 2013, 2014 og 2015.

9. Krisztina Egerszegi, Ungarn (1974 -) Vandt fem guldmedaljer ved OL kulminerende med tre styks ved Legene i Barcelona i 1992. Her blev det til guld i 100 og 200 meter ryg samt 400 meter medley. Året forinden blev det til to guldmedaljer ved VM, mens hendes største guldhøst ved et internationalt mesterskab kom ved EM i 1993, hvor det blev til fire guldmedaljer. I alt vandt hun ni guldmedaljer ved EM. Og så skal det bemærkes, at kun én (af bronze) af alle hendes EM-, VM- og OL-medaljer blev vundet i en holdkap.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1991, 1992 og 1995.

Krisztina Egerszegi på vej til at vinde guld i 400 meter medley ved VM i 1991. (Foto: Simon Bruty © 2012 Getty Images)

10. Martha Norelius, USA (1908 – 1955) Født i Sverige, men voksede op i USA. Blev med guld i 400 meter fri i både 1924 og 1928 den første kvindelige svømmer til at vinde guld ved to Lege i træk. I 1928 vandt hun desuden guld i 4x100 meter fri. Hendes allerbedste år var dog 1927, hvor hun satte hele 29 verdensrekorder. I 1929 holdt hun op med at deltage ved de traditionelle mesterskaber, hvor OL også dengang var det største, fordi hun blevet erklæret professionel efter at have deltaget ved en opvisning, hvor professionelle deltog. Martha Norelius er populært blevet omtalt som ”den første kvinde, der svømmede som en mand.”

11. Debbie Meyer, USA (1952 -) Blev i 1968 den første kvindelige svømmer til at vinde tre individuelle guldmedaljer ved OL. Her strøg hun til tops i 200, 400 og 800 meter fri. Hun satte ingen verdensrekorder ved Legene, men havde på alle tre distancer satte verdensrekord kort tid forinden. Hun satte i alt 20 verdensrekorder. Hun stoppede karrieren et halv år før OL i 1972, fordi hun ikke længere havde den rette motivation.

Blev kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1967, 1968 og 1969.

Ragnhild Hveger satte sin første verdensrekord i 1935, da hun blot var 14 år. (Foto: DR Sporten)

12. Ragnhild Hveger, Danmark (1920 - 2011) Var favorit til at vinde guld i 400 meter fri ved OL i 1936, men måtte lidt skuffende nøjes med sølv. To år senere vandt hun så tre guldmedaljer ved EM og lignede en, der ville dominere verdensscenen i mange år frem. Men så kom 2. verdenskrig, og dermed gik hun formentlig glip af mindst tre-fire guldmedaljer fordelt på Legene i 1940 og 1944. Hun satte i perioden 1936-1942 42 individuelle verdensrekorder samt to i holdkap. Den mest berømte, sat i 400 meter fri i 1940, holdt i hele 16 år.

13. Mary T. Meagher, USA (1964 -) Historiens bedste butterfly-svømmer. Havde formentlig vundet mindst et par guldmedaljer, hvis USA ikke havde boykottet OL i 1980. Ved VM i 1982 vandt hun så to guldmedaljer – i 100 og 200 meter butterfly – og to sølvmedaljer. Ved OL i Los Angeles i 1984 blev det til igen til to guldmedaljer og en enkelt sølvmedalje. Hun var nok allerstærkest i 1981, hvor hun satte sine sidste verdensrekorder i 100 og 200 meter butterfly, og de to rekorder blev først slået henholdsvis 18 og 19 år efter.

Blev kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1981 og 1985.

14. Helene Madison, USA (1913 – 1970) Satte i løbet af 14 måneder fra 1930 til 1931 hele 16 verdensrekorder, og året efter cementerede hun sin position som verdens bedste kvindelige svømmer ved at vinde tre guldmedaljer ved OL i Los Angeles; i 100, 400 og 4x100 meter fri. Derefter blev hun filmskuespiller og erklæret professionel, så hun ikke kunne deltage ved OL i 1936.

15. Fanny Durack, Australien (1889 – 1956) Har status som den første store kvindelige svømmer i verden. Hun vandt guld i 100 meter fri ved OL i 1912, hvor de kvindelige svømmere fik deres OL-debut, og i de efterfølgende år var hun verdensrekordindehaver i fem discipliner fra 100 meter til en mile.

16. Libby Tricket, Australien (1985 -) Hed Lenton til efternavn, inden hun blev gift. Toppede i 2005, hvor hun vandt fem guldmedaljer ved VM på hjemmebane i Melbourne. To år forinden var det blevet til tre guld- og to sølvmedaljer ved VM i Montreal. Ved OL vandt hun fra 2004 til 2012 i alt fire guldmedaljer med Beijing 2008 som det bedste, hvor hun vandt guld i 100 meter butterfly og 4x100 meter medley samt en sølv- og en bronzemedalje. Udover 100 meter butterfly var det 50 og 100 meter fri, der var hendes favoritdiscipliner, og på sidstnævnte distance er hun fortsat verdensrekordindehaver på kortbane. Satte en fænomenal verdensrekord i 100 meter fri i 2007, men den kunne ikke anerkendes, fordi det var sket i en holdkap, der både havde deltagelse af mænd og kvinder.

Libby Trickett stoppede i første omgang karrieren i 2009, men gjorde comeback året efter. Stoppede så endegyldigt karrieren i 2013. (Foto: Quinn Rooney © 2012 Getty Images)

17. Natalie Coughlin, USA (1982 -) Blev i 2008 den første kvindelige amerikaner til at vinde seks medaljer ved et OL. Der var tale om en af guld, to af sølv og tre af bronze. Fra 2004 til 2012 blev det i alt til 12 OL-medaljer – heraf tre af guld. Ved VM er det blevet til endnu flere medaljer; 18 i alt – heraf seks af guld. Det var både i fri og rygcrawl, at hun vandt sine guldmedaljer, og ved OL i 2008 blev hun den første til at genvinde guldet i 100 meter ryg.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 2002.

18. Rie Mastenbroek, Holland (1919 – 2003) Crawl- og rygcrawlspecialist, som blev svømmedronning ved OL i Berlin i 1936, hvor det blev til guld i 100, 400 og 4x100 meter fri samt sølv i 100 meter rygcrawl. To år forinden var det ved EM i Magdeburg ligeledes blevet til tre gange guld og en sølvmedalje. Hun satte ni verdensrekorder.

19. Katinka Hosszu, Ungarn (1989 - ) Bliver kaldt for Jernladyen - på ungarsk Vashölgy. Har ved de seneste tre verdensmesterskaber vundet fem guldmedaljer i 200 og 400 meter medley. Ved EM er det blevet til hele 13 guldmedaljer i forskellige discipliner. Ved EM- og VM på kortbane er det i alt blevet til 16 guldmedaljer. I nat kom så den helt store triumf, da hun vandt OL-guld på 400 meter medley og i tiden 4.26,36 skar mere end to sekunder af den eksisterende verdensrekord. Vinder formentlig også guld på 200 meter medley.

Inge de Bruijn ses her under OL i Sydney, hvor hendes karriere kulminerede. (Foto: Jerry Lampen © Scanpix)

20. Inge de Bruijn, Holland (1973 -) Vandt tre guldmedaljer ved OL i Sydney i 2000; 50 og 100 meter fri samt 100 meter butterfly. Fire år senere blev det til fem medaljer, men blot en af guld. Ved VM vandt hun fem guldmedaljer fordelt på mesterskaberne i 2001 og 2003. Ved EM på både kort- og langbane vandt hun allerede guld i 1991, men herefter gik der otte år, før det igen blev til en EM-titel, og derefter kom hendes allerbedste år, hvor det også blev til flere verdensrekorder.

Blev kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 2000 og 2001.

21. Jennifer Thompson, USA (1973 -) Vandt i alt 12 OL-medaljer i perioden 1992-2000 – heraf de otte af guld, som alle var i holdkap. Ved OL i 1992 var hun udset til at vinde fem guldmedaljer, men hun skuffede og måtte nøjes med to. Ved VM vandt hun syv guldmedaljer i perioden 1991-2003. Af dem var de tre i individuelle konkurrencer; 100 meter fri i 1998 samt 100 meter fri og 100 meter butterfly i 2003. På kortbane blev det også til 11 VM-titler, og hele otte af dem kom i de individuelle konkurrencer.

Blev kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1998.

22. Sybil Bauer, USA (1903 – 1927) Døde af kræft blot 23 år gammel. Men inden da nåede hun at etablere sig som en rygsvømmer, der fortsat anses som en af de bedste i historien. Fra 1921 til 1926 satte hun 23 verdensrekorder, og i 1922 var hun tilmed hurtigere end den mandlige verdensrekord i 440 yards rygcrawl. Men den pågældende konkurrence på Bermuda havde dog ikke en status, der gjorde, at tiden officielt kunne anerkendes.

23. Donna de Verona, USA (1947 - ) Den store kvindelige svømmestjerne ved OL i Tokyo i 1964. Her vandt hun guld i 400 meter medley og 4x100 meter fri. Hun satte i alt 18 verdensrekorder og havde allerede i 1960 verdensrekorden i 400 meter medley. Men på det tidspunkt var den distance ikke med på det olympiske program.

24. Petra Schneider, DDR (1963 -) Var ganske fænomenal i 1980, hvor hun tre gange forbedrede verdensrekorden i 400 meter medley og skar i alt mere end fire sekunder af den. Den seneste rekord kom ved OL i Moskva, hvor hun selvfølgelig vand guld og desuden snuppede en sølvmedalje i 400 meter fri. Ved VM to år senere vandt hun guld på både 200 og 400 meter medley samt sølv i 400 meter fri.

Blev kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1980 og 1982.

Amy Van Dyken har netop vundet guld i 100 meter butterfly ved OL i Atlanta. (Foto: Mike Hewitt © This content is subject to copyright.)

25. Amy van Dyken, USA (1973 -) Blev den mest succesfulde deltager ved OL i 1996 Atlanta med sine fire guldmedaljer fordelt på 50 meter fri, 100 meter butterfly, 4x100 meter fri og 4x100 meter medley. To år senere snuppede hun tre guldmedaljer ved VM i Perth.

Blev kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1995 og 1996.

26. Barbara Krause, DDR (1959 -) Hendes bedste år var 1980, hvor hun ved OL i Moskva vandt tre guldmedaljer; i 100 og 200 meter fri samt 4x100 meter fri. Fordelt på VM i 1975 og 1978 vandt hun to guldmedaljer og tre af sølv. Efter Murens Fald er det kommet frem, at hun ikke deltog ved OL i 1976, fordi de østtyske læger havde givet hende forkerte doser doping, og derfor frygtede de, at hun ville blive testet positiv.

27. Shirley Babashoff, USA (1957 -) Højdepunktet i hendes karriere var VM i Cali i Colombia i 1975, hvor hun vandt guld i 200 og 400 meter fri samt tre sølvmedaljer og en af bronze. Ved OL blev det til otte medaljer – heraf to af guld; en i 1972 og en i 1976; begge i holdkap. Hun huskes af mange især for sin indsats i 4x100 meter fri ved OL i 1976, hvor USA satte verdensrekord og slog DDR. En holdkap-præstation, der anses som en af svømmehistoriens største præstationer.

28. Yana Klochkova, Ukraine (1982 - ) En fantastisk medleysvømmer, der snuppede to guld ved OL i 2000 og to mere i 2004. Ved VM i 2001 og 2003 vandt hun samlet også fire guldmedaljer – tre i medley og en i 400 meter fri. Ved EM vandt hun i alt ti guldmedaljer i perioden 1999-2000, og alle hendes guldmedaljer ved OL, VM og EM kom i individuelle konkurrencer.

Blev kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 2004.

Leisel Jones stoppede karrieren i 2012, hvor hun var 27 år gammel. (Foto: Scanpix © Scanpix)

29. Leisel Jones, Australien (1985 -) En af alle tiders bedste brystsvømmere. Har vundet ni OL-medaljer – heraf tre af guld, og en af dem i en individuel disciplin; 100 meter bryst i 2008. Ved VM har hun vundet hele 14 medaljer, og syv af dem har været af guld, og fire af dem i individuelle discipliner.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 2005 og 2006.

30. Laure Manaudou, Frankrig (1986 - ) VM i 2007 var hendes store år, hvor det blev til fire individuelle medaljer heraf to af guld; i 200 og 400 meter fri. Ved OL i 2004 vandt hun guld i 400 meter fri samt sølv i 800 meter fri og bronze i 100 meter ryg. Ved EM blev hun den store medaljesluger i 2006, hvor hun vandt fire guldmedaljer og tre af sølv.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 2007.

31. Rebecca Soni, USA (1987 - ) Brystsvømmer, der vandt tre guldmedaljer ved VM i 2011 og to ved OL i 2012, hvor hun vandt guld i 4x100 meter medley samt 200 meter bryst. Sidstnævnte distance vandt hun også guld i ved OL i 2008.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 2010 og 2011.

Britta Steffen under OL i London, hvor hun ikke kom på medaljepodiet. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

32. Britta Steffen, Tyskland (1983 - ) Verdens hurtigste kvinde de seneste mange år. Vandt guld i 50 og 100 meter fri ved både OL i 2008 og VM i 2009. I skrivende stund har hun fortsat verdensrekorden på begge distancer. Verdensrekorden på 100 meter har hun endda forbedret hele fem gange.

33. Ute Geweniger, DDR (1964 - ) Var dronningen af brystsvømning i begyndelsen af 1980erne. Vandt OL-guld i 100 meter bryst - her vandt Susanne Nielsson bronze - og 4x100 meter medley i 1980. Ved VM to år senere vandt hun guld i de samme to discipliner samt to sølvmedaljer. Ved EM vandt hun fem guldmedaljer og en sølvmedalje i 1981 og fire guldmedaljer to år senere. Gik formentlig glip af op til flere medaljer ved OL 1984, hvor DDR sammen med Sovjet og flere andre lande fra Østblokken boykottede Legene. I 2005 indrømmede hun brug af doping i sin storhedstid.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1983.

34. Lorraine Crapp, Australien (1938 - ) Havde sit helt store år i 1956, hvor hun satte 17 verdensrekorder fra 100 til 800 meter - inklusive distancer målt med yards. Den største præstation var verdensrekorden i 400 meter, hvor hun i tiden 4,47.2 skar hele 18.2 sekunder af den eksisterende rekord. Vandt samme år guld i 400 og 4x100 meter fri samt sølv i 100 meter fri ved OL i Melbourne. I 1960 var hun med til at vinde OL-sølv i 4x100 meter fri.

35. Franzicka Van Almsick, Tyskland (1978 - ) Var et fænomen, der rakte langt udover svømningens rækker. Ved siden af svømningen tjente den DDR-fødte svømmer som teenager milllioner som model, og hun var et af det forenede Tysklands første superstjerner. Ved VM i 1994 og 1998 vandt hun samlet to guldmedaljer og seks medaljer i alt. Ved EM vandt hun hele 18 guldmedaljer og tre af sølv fordelt på fire mesterskaber. Ved OL blev det paradoksalt nok aldrig til guld, men dog til ti medaljer. Ved VM i 1994 satte hun en verdensrekord i 200 meter fri, som holdt i 13 år.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1993.

Kirsty Coventry efter 100 meterfinalen ved VM i 2005 omgivet af sølvvinderen Antje Buschschulte fra Tyskland (til venstre) og Nathalie Coughlin fra USA. (Foto: Scanpix © Scanpix)

36. Kirsty Coventry, Zimbabwe (1983 - ) Rygcrawlspecialist, som vandt OL-guld på 200 meter i både 2004 og 2008. Vandt i alt syv OL-medaljer. Hendes bedste VM-år var 2005, hvor hun både vandt guld på 100 og 200 meter samt sølv i 200 og 400 meter medley.

37. Ulrike Richter, DDR (1959 - ) Den bedste rygcrawlsvømmer i verden midt i 1970erne. Vandt guld i 100 meter og 4x100 meter medley ved både VM i 1973 og 1975 samt guld i 100 og 200 meter ryg samt 4x100 meter ved EM i 1974 og OL 1976.

38. Willy den Ouden, Holland (1918-1997) Var indehaver af den rekord, der har eksisteret i længst tid nogensinde. I 1933 forbedrede hun sin egen verdensrekord i 100 meter fri til 1,04.6, og den blev først slået 23 år senere, af Dawn Fraser. Hun satte også verdensrekorder i 200, 220, 300 og 400 yards samt 200, 300, 400 og 500 meter fri. Ved EM vandt hun i alt tre guldmedaljer - heraf en individuelt - og tre sølvmedaljer. Ved OL vandt hun guld i 4x100 meter fri i 1936 samt sølv i samme disciplin og i 100 meter fri ved Legene i 1932.

Penny Heyns er ved Pan Pacific Games i Sydney i 1999 i gang med at sætte en ny verdensrekord i 200 meter brystsvømning.

39. Penny Heyns, Sydafrika (1974 - ) Vandt OL-guld i 100 og 200 meter bryst ved OL i 1996. Fire år senere blev det til bronze på den korte distancen. Hendes bedste år var dog 1999, hvor hun satte intet mindre end 11 verdensrekorder på blot tre måneder. På ét tidspunkt var hun indehaver af fem ud af seks mulige verdensrekorder i brystsvømning på henholdsvis kort- og langbane.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1996 og 1999.

40. Karen Muir, Sydafrika (1952-2013) Hun blev den yngste nogensinde til at sætte verdensrekord, da hun i 1965 blot 12 år gammel forbedrede verdensrekorden i 110 yards rygcrawl. Siden satte hun yderligere 14 verdensrekorder i 110 og 220 yards rygcrawl samt 100 og 200 meter rygcrawl. Hun fik aldrig mulighed for at deltage ved OL, da Sydafrika dengang ikke fik lov til at være med på grund af landets apartheidstyre.

41. Ulrike Tauber, DDR (1958 - ) I 200 og 400 meter medley forbedrede hun midt i 1970erne verdensrekorden henholdsvis seks og fire gange. Ved OL i 1976 vandt hun guld i 400 meter medley samt i 200 meter butterfly. Ved VM i 1974 vandt guld i 400 meter medley, mens det ved EM i 1974 og 1977 begge gange blev ti guld i 200 og 400 meter medley.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1974 og 1977.

42. Claudia Kolb, USA (1949 - ) Vandt OL-guld i 200 og 400 meter medley ved OL i 1968. Fire år tidligere var det blev til sølv i 200 meter bryst. Satte verdensrekorder på alle tre distancer og var desuden med til at sætte verdensrekord i 4x100 meter medley.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1966.

Tracey Wickham efter sejren på 800 meter fri ved Commonwealth Games i Brisbane i Australien i 1982. (Foto: Tony Feder © 2005 Getty Images)

43. Tracey Wickham, Australien (1962 - ) Blev verdensmester i 400 og 800 meter fri i 1978 og havde også vundet guld på de to distancer ved OL i 1980, hvis hun ikke havde valgt at boykotte Legene i Moskva. Australien deltog ellers, men flere af hendes landsmand valgte ligeledes en personlig boykott. I 1978 satte hun også verdensrekord på begge distancer, og de blev først slået hele ni år senere. Hun satte desuden verdensrekord i 1500 meter fri, der først i 2001 kom på VM-programmet, og som fortsat ikke er med ved OL.

44. Ethelda Bleibtrey, USA (1902-1978) Vandt tre guldmedaljer ved OL i 1920; i 100 og 4x100 meter fri samt i 300 meter fri, som kun var med ved OL det år. I 1924 var den udskiftet med 400 meter fri. Der var tale om verdensrekord i alle tre discipliner, og hun vandt faktisk guld i samtlige konkurrencer, hvilket ingen anden kvinde har gjort ved et OL.

Federica Pellegrini vandt guld på 200 meter fri ved kortbane-EM i 2013 i Herning (Foto: Mark J. Terril © Scanpix)

45. Federica Pellegrini, Italien (1988 - ) Vandt OL-guld i 200 meter fri i 2008 og sølv på distancen i 2004. Ved VM vandt hun guld i 200 og 400 meter fri ved både VM i 2009 og 2011. Hun har frem til og med i år desuden i alt vundet 14 guldmedaljer ved både EM på kort- og langbane. Er i øjeblikket indehaver af verdenskorderne i 200 meter på både kort- og langbane samt 400 meter fri, som hun satte ved VM i 2009. Med tiden 3,59.15 blev hun den første under fire minutter på distancen. Var italiensk fanebærer ved åbningsceremonien i Rio de Janeiro.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 2009.

46. Ada Kok, Holland (1947 - ) Satte syv verdensrekorder i 100 og 200 meter butterfly. Hendes sidste i 100 meter holdt i fem år frem til 1970, mens hendes sidste på den dobbelte distance holdt i tre år frem til 1970. Ved EM i 1962 og 1966 vandt hun i alt tre guld og to sølv, mens det ved OL blev til guld i 200 meter butterfly i 1968 og en skuffende fjerdeplads i 100 meter butterfly samt sølv i 100 meter butterfly og 4x100 meter medley i 1964.

47. Galina Prozumenshchikova, Sovjet (1948 - ) Brystsvømningsspecialist, der vandt fem medaljer ved OL - heraf en enkelt af guld; i 200 meter brys i 1964t. Ved EM vandt hun ligeledes fem medaljer - heraf tre af guld. Hun blev europamester i 200 meter bryst i både 1966 og 1970 samt i 100 meter i 1970. Satte i alt fem verdensrekorder på de to distancer.

48. Cynthia Woodhead, USA (1964 - ) "Sippy" satte syv verdensrekorder og havde sit store år i 1978, hvor hun vandt VM-guld i 200 og 4x100 meter fri, 4x100 meter medley samt sølv i 400 og 800 meter fri. Før OL i 1980 havde hun årets hurtigste tider i 100, 200, 400 og 800 meter fri, men gik glip af flere medaljer, da USA boykottede Legene. Fire år senere vandt hun sølv i 200 meter fri.

Kåret til årets kvindelige svømmer i verden i 1979.

49. Susan O'Neil, Australien (1973 - ) Butterfly-specialist, der ved OL vandt guld i 200 meter butterfly i 1996 - og i 200 meter fri i 2000 hjemme i Sydney. Vandt samlet syv OL-medaljer - blandt dem en sølv i 200 meter butterfly i 2000, hvor hun højst overraskende blev slået af amerikaneren Misty Hyman. Ved VM vandt hun guld i 200 meter butterfly i 1998. Ved kortbane-VM vandt hun to gange guld i butterfly-discipliner samt en i 4x100 meter medley. I 2000 slog hun Mary T. Meaghers 19 år gamle verdensrekord i 200 meter butterfly.

50. Katie Hoff, USA (1989 - ) Vandt guld i 200 og 400 meter medley samt 4x100 meter fri ved både VM i 2005 og 2007. I 2011 var hun så igen med til at vinde guld i holdkap-disciplinen. To gange forbedrede hun verdensrekorden i 400 meter medley, mens hun en enkelt gang var med til at sætte verdensrekord i 4x200 meter fri. Ved OL i 1996 blev det ikke til guld, men "blot" en sølv og to bronze.

Har du dit eget et bud på, hvem der har været historiens bedste kvindelige svømmere? Eller blot en kommentar til listen? Så skriv herunder!

Facebook
Twitter