VIDEO Banelandsholdet vinder overbevisende bronze

Bronzemedaljen bliver Danmarks fjerde under dette OL.

Det danske banelandshold sikrer sig natten til lørdag dansk tid bronze i 4000 meter holdforfølgelse over New Zealand.

Medaljen bliver Danmarks fjerde ved legene.

Det unge cykelhold havde hele løbet langt mere fart i benene end deres newzealandske modstandere og stængerne indeholdt da også masser af overskud til en sejrsrunde med armene i vejret i velodromen efterfølgende.

Holdet viste således, at de var vel over skuffelsen fra tidligere på aftenen, hvor de måtte se sig slået af et velkørende australsk hold i semifinalen.

Danskerne kørte i mål på 3 minutter og 53,789 sekunder i bronzefinalen. Ikke deres bedste tid ved dette OL. Blot halvanden time tidligere i semifinalen lød tiden på 3 minutter og 53,542 sekunder.

Præcis som mod australierne lagde Danmark enormt hårdt fra land, men denne gang lykkedes det ikke blot at holde modstanderne på afstand, men at udbygge forspringet.

På banen i bronzefinalen var det Casper Folsach, Frederik Rodenberg Madsen, Niklas Larsen og Lasse Norman Hansen, der fik æren af at trampe sig til metallet.

Under semifinalen måtte Folsach vige pladsen for Rasmus Quaade, som landstræner Casper Jørgensen havde valgt i stedet.

Danmark kan nu tage to sølv og to bronze medaljer med hjem fra Rio.

Banelandsholdet

  • Lasse Norman Hansen - 11. februar 1992

  • Rasmus Quaade - 7. januar 1990

  • Casper Folsach - 30. marts 1993

  • Casper Pedersen - 15. marts 1996

  • Frederik Rodenberg Madsen - 22. januar 1998

  • Niklas Larsen - 22. marts 1997

  • Lasse, Rasmus og Casper Folsach deltog ved OL i 2012.

  • Frederik, Niklas og Casper Pedersen er OL-debutanter.

Facebook
Twitter