Dagens danskere i OL-ilden

Legenes femte dag byder på masser af danske atleter på vandet, dressur og skæbnekamp i fodboldturneringen mod selveste Neymar.

Det danske U-23 landshold står overfor en kæmpe opgave, når de onsdag nat møder værtsnationen Brasilien. (Foto: Andressa Anholete © Scanpix)

Der er masser af dansk deltagelse ved legenes femte dag, onsdag. Og det er især sportsgrenene på og i vandet, hvor danske sejlere, svømmere og roere skal kæmpe om finalepladser.

Men også det danske fodboldslandshold står over for en kæmpe udfordring, når de i nat møder de brasilianske værter, anført af Barcelona-stjernen Neymar.

Danmark kan nøjes med afgjort for at komme videre i turneringen, mens kæmpefavoritterne fra Brasilien er pisket til sejr for at leve op til kravet om guld.

Herunder får du det fulde overblik over de danske atleter, der skal dyste onsdag.

OPDATERING: Ro-konkurrencerne er aflyst på grund af vejret.

13.40: Roning – kvindernes toer

De danske OL-debutanter Lærke Andersen og Anne Andersen susede i mandags i semifinalen og nu skal finalepladsen sikres.

Følg semifinalen klokken 13.40 på TV 2.

14.00: Roning – kvindernes letvægtsdobbeltsculler

Anne Lolk og Juliane Elander Rasmussen roede sig mandag direkte i semifinalen i sikker stil, og onsdag skal de så sikre sig en plads i finalen.

Følg semifinalen klokken 14.00 på TV 2.

14.20: Roning – mændenes letvægtsdobbeltsculler

De forsvarende OL-guldvindere fra London, Mads Rasmussen og Rasmus Quist, har indtil videre ikke været overbevisende, så der skal findes et højere niveau frem fra danskernes side, hvis guldmedaljen skal forsvares.

Se den spændende semifinale klokken 14.20 på TV 2.

15.00: Cykling – mændenes enkeltstart

Danmarks eneste OL-medalje indtil videre er kommet i cykling, og onsdag har Christopher Juul-Jensen mulighed for at bringe mere metal til Danmark, når han stiller til start i enkelstart.

Følg mændenes enkeltstart klokken 15.00 på DR3.

15.00: Dressur – hold grand prix, dag 1

Det danske dressurlandshold med Agnete Thinggaard, Anders Dal, Anna Kasprzak og Cathrine Dufour skal onsdag for første gang dyste ved OL i Rio.

Følg dressurlandsholdet fra klokken 15.00 på TV 2.

18.00: Svømning - kvindernes 100 meter, indledende

Både Jeanette Ottesen og Pernille Blume skal i bassinet i Olympic Aquatics Stadium, når de indledende heats svømmes i kvindernes 100 meter.

Følg de danske svømmekvinder fra klokken 18.00 på DR1 og dr.dk. En eventuel semifinale med dansk deltagelse svømmes klokken 03.12.

18.05: Sejlsport – Jonas Høgh, finnjolle

Den danske medaljekandidat fik en blandet start på sit fjerde OL, hvor han efter de første to sejladser ligger nummer seks i den samlede stilling.

Se om han avancerer i den samlede stilling, når hans 3. sejlads starter klokken 18.05 på TV 2 Charlie.

18.05: Sejlsport – mændenes laser

Den danske OL-debutant, Michael Hansen, skal også på vandet i Rio onsdag.

Følg hans 5. sejlads klokken 18.05 og hans 6. sejlads klokken 19.30 på TV 2 Charlie.

18.05: Sejlsport – Nacra 17

Nacra 17 er en ny båd på den olympiske scene. Det er en meget hurtig katamaran, som bliver sejlet af en mix-besætning med Allan Nørregaard og Anette Viborg som seriøse medaljekandidater.

Følg deres første sejlads klokken 18.05 på TV 2 Charlie.

18.15: Sejlsport – kvindernes Laser Radial

Anne-Marie Rindom har været i vælten tirsdag, efter hun tabte en protestsag, som gør, at hun er rykket ned på en samlet fjerdeplads.

Den tabte protestsag betyder, at Anne-Marie Rindom ikke kan lave flere fejl, hvis drømmen om en OL-medalje skal gå i opfyldelse.

Følg Anne-Marie Rindoms 5. sejlads klokken 18.15 og 6. sejlads klokken 19.40 på TV2 Charlie.

18.45: Svømning - kvindernes 200 meter bryst, indledende

Der er store forhåbninger til verdensrekordholderen Rikke Møller Pedersen, når hun skal i vandet i favoritdisciplinen 200 meter bryst.

Hun satte verdensrekord ved VM i 2013, men har stadig sin første OL-medalje til gode.

Følg Rikke Møller Pedersens indledende heat klokken 18.52 på DR1. Semifinalen, sandsynligvis med dansk deltagelse, svømmes klokken 04.05 torsdag morgen.

03.00: Fodbold – Danmark-Brasilien

Nu skal det afgøres, om de danske fodbolddrenge skal fuldende sensationen og sende værtsnationen og favoritterne til guldet, Brasilien, ud af den olympiske fodboldturnering.

Danmark har fire point efter to kampe, mens Brasilien, anført af Barcelona-stjernen Neymar, skuffende kun har to point efter to 0-0-kampe mod Sydafrika og Irak.

Dermed kan Danmark nøjes med uafgjort og stadig gå videre.

Følg Danmark-Brasilien klokken 03.00 på DR1.

Facebook
Twitter