Dagens danskere i OL-ilden: Guldfirer-finale, håndbold i verdensklasse og masser af badminton

På legenes sjette dag er der hele ni forskellige sportsgrene med dansk deltagelse.

Der er store forhåbninger til den danske guldfirer, der ror finale klokken 16.44 torsdag. (Foto: DAMIEN MEYER © Scanpix)

Der er masser af danskere i aktion i Rio torsdag, hvor Danmark har en stor mulighed for at fordoble medaljehøsten til to medaljer.

Den danske guldfirer skal nemlig ro finale i mændenes letvægtsfirer, og det plejer at betyde dansk medalje - og oftest af guld.

Derudover skal de danske badmintonspillere for første gang i aktion under legene i Rio, når det indledende gruppespil begynder.

Verdensrekordholderen Rikke Møller Pedersen svømmer finale i favoritdisciplinen 2oo meter bryst, så her er der også sandsynlighed for en dansk medalje.

Herunder får du det fulde overblik over de danske atleter, der skal dyste torsdag.

12.30: Golf - mænd

Søren Kjeldsen fik ikke den bedste optakt til golfturneringen ved OL i Rio, da han ved PGA-turneringen Travelers Championship i USA natten til mandag dansk tid måtte tage til takke med en delt slutplacering som nummer 64.

Klokken 12.30 spiller Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen deres første runde (18 huller). Det kan ses på TV 2 Zulu.

13.40: Roning - dametoer uden styrmand

Lærke Rasmussen og Anne Andersen kom forrygende fra start og roede sig mandag direkte i karrierens første OL-semifinale.

Se de talentfulde OL-debutanter ro semifinale klokken 13.40 på TV 2.

14.00: Roning - kvindernes letvægtsdobbeltsculler

Anne Lolk og Juliane Rasmussen er direkte videre til semifinalen, efter at de blev nummer to i det indledende heat.

Se deres semifinale klokken 14 på TV 2.

14.00: Skydning - kvindernes 50 m. riffel

Stine Nielsen fik en ærgerlig start som den allerførste dansker i aktion ved OL. Det flaskede sig slet ikke for debutanten og hun blev blot nummer 38 ud af 51 i 10 m riffel.

Kryds fingre for, at det går hende bedre i 50 m riffel klokken 14.00 på dr.dk.

14.20: Roning - mændenes letvægtsdobbeltsculler

Mads Rasmussen og Rasmus Quist sikrede sig tirsdag en semifinaleplads, da de i deres opsamlingsheat roede fra kineserne og ind i medaljedrømmene. Dermed lever håbet om at gentage OL-guldmedaljerne fra London i 2012.

Se, hvordan det går dem klokken 14.20 på Tv 2.

14.35: Badminton – damedouble

Torsdag kommer de danske badmintonspillere endelig i aktion ved OL i Rio, hvor flere af dem har gode muligheder for medaljer. Blandt dem er damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, der spiller deres første kamp i den indledende pulje.

Følg deres første kamp klokken 14.35 på DR1.

16.20 Badminton – Viktor Axelsen

Den danske herresingle Viktor Axelsen spiller sin første kamp i den indledende pulje mod Boonsak Ponsana fra Thailand.

Følg kampen klokken 16.20 på DR1.

16.36: Dressur – hold grand prix, dag 2

Det danske dressurlandshold skal fortsætte deres fornemme start ved OL, når dag to i hold grand prix fortsætter torsdag. Her skal Cathrine Dufour i aktion.

Følg det danske dressurlandshold klokken 16.36 og igen klokken 19.57 på TV 2 Sport.

16.44: Roning – mændenes letvægtsfirer, finale

Den danske guldfirer med Jacob Barsøe, Jacob Søgaard, Kasper Jørgensen og Morten Jørgensen skal ro finale, hvor alt andet end en dansk medalje vil være en skuffelse.

Se, om guldfireren lever op til sit navn klokken 16.44 på TV 2.

18.00: Sejlsport – Jonas Høgh, finnjolle

Det danske medaljehåb, Jonas Høgh-Christensen, havde en blandet dag onsdag, hvor han på sin 4. sejlads måtte opgive at komme i mål.

Samlet ligger han stadig på en sjetteplads, og den stilling skal han forsøge at forbedre under torsdagens sejladser.

Følg mændenes finnjolle fra klokken 18.00 på TV 2 Charlie.

18.05: Sejlsport – Nacra 17

Allan Nørregaard og Anette Viborg fik en godkendt start efter onsdagens to første sejladser, hvor de samlet ligger nummer seks i Nacra 17.

Se, om de kan forbedre deres placering fra klokken 18.05 på TV 2 Charlie.

18.05: Sejlsport - mændenes windsurfing

Den danske windsurfer Sebastian Fleischer skal på vandet, når han torsdag surfer tre heats.

Følg mændenes windsurfing fra klokken 18.05 på TV 2 Charlie.

18.15: Sejlsport – kvindernes windsurfing

Den danske windsurfer Lærke Buhl-Hansen skal også på vandet, hvor hun surfer tre heats.

Følg kvindernes windsurfing fra klokken 18.15 på TV 2 Charlie.

18.28: Svømning – kvindernes 800 meter fri

Svømmeren Lotte Friis skal i bassinet, når der svømmes indledende heats i kvindernes 800 meter fri.

Følg det danske medaljehåb klokken 18.28 på DR1.

19.40: Håndbold – Danmark-Kroatien

De danske håndboldherrer kommer formodentligt på deres første alvorlige styrkeprøve, når de spiller deres tredje gruppekamp mod Kroatien.

Danmark har vundet deres to første kampe sikkert mod Argentina og Tunesien, mens Kroatien indtil videre ikke har spillet fremragende. Men deres normale niveau er langt højere end Danmarks tidligere modstandere, så der er lagt op til en gyserforestilling i Rio.

Følg Mikkel Hansen og co. fra klokken 19.40 på TV 2.

21.40: Badminton – mixeddouble

Den danske mixeddouble Christinna Pedersen og Joachim Fischer spiller torsdag deres første kamp i den indledende pulje mod polske Nadiezda Zieba og Robert Mateusiak.

Følg kampen fra klokken 21.40 på DR1.

22.15: Banecykling – mændenes 4000 meter holdforfølgelse, kvalifikation

Det danske banelandshold har stolte olympiske traditioner – blandt andet med sølv ved OL i Beijing – så forventningerne er høje, når de starter deres kvalifikation i mændenes 4000 meter holdforfølgelse.

Følg banelandsholdets kvalifikation fra klokken 22.15 på TV 2 Sport.

22.25: Badminton – herredouble

Den danske herredouble Mathias Boe og Carsten Mogensen starter deres forsvar af deres OL-sølv fra London, når de spiller deres første gruppekamp mod britiske Marcus Ellis og Chris Landridge.

Følg herredoublen fra klokken 22.25 på DR1.

03.11: Svømning – kvindernes 200 meter bryst, finale

Den danske verdensrekordholder på distancen, Rikke Møller Pedersen, skal sikre sig sin første olympiske medalje nogensinde, når kvindernes 200 meter bryst-finale svømmes natten til fredag.

Følg Rikke Møller Pedersens finale klokken 03.11 på DR1.

04.01: Svømning - kvindernes 100 meter fri, finale

Jeanette Ottesen hopper i vandet til finalen i 100 meter fri.

Følg finalen klokken 04.01 på DR1

Facebook
Twitter