Jeanette Ottesen: Danskerne mangler vindermentalitet

Danske svømmere er ikke så mentalt stærke som konkurrenterne fra de store nationer, mener Jeanette Ottesen.

- Det er det vildeste mentale game. Jeg tror måske, at vi danskere ikke er helt godt nok forberedt på det mentale plan, lyder det fra svømmeren. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Heller ikke i karrierens syvende OL-finale lykkedes det Jeanette Ottesen at hente en medalje, da den danske svømmer natten til fredag sluttede sidst i 100 meter fri.

Nu erkender hun, at hun formentlig aldrig får det eftertragtede stykke metal med hjem fra et OL, men hun er ikke den eneste danske topsvømmer, der har måttet se langt efter topplaceringerne i Rio.

Forinden havde Rikke Møller Pedersen skuffet i 200 meter brystsvømning, og Ottesen mener, at danskerne mangler vindermentalitet til at bestå eksamen, når der er allermest pres på.

- Det er det vildeste mentale game. Jeg tror måske, at vi danskere ikke er helt godt nok forberedt på det mentale plan.

- De store nationer ved, hvad det handler om, hvor vi mangler vindermentaliteten. Jeg kan mærke det hos os alle sammen. Vi er uh, sådan lidt forsigtige i stedet for at stille os op med armene over hovedet og sige: Jeg kan det her, siger Jeanette Ottesen.

Kort før Ottesen hoppede i vandet, havde Rikke Møller Pedersen grædende forladt hallen efter at have kikset sin formentlig største mulighed for at få en medalje.

- Jeg er i mit livs form. Rikke er i sit livs form. Det var hårdt at se hende blive nummer otte. Jeg ved, hvor meget hun har knoklet.

- Det er ikke, fordi vi ikke kan. Men mentalt tror jeg ikke, vi er lige så stærke som de større nationer, siger Jeanette Ottesen.

Hun har to opgaver tilbage ved dette OL. Individuelt skal hun forsøge sig i 50 meter fri, mens hun også er en del af den danske holdkap i 4 x 100 meter medley.

Men 28-årige Ottesen er så småt begyndt at forberede sig på, at tiden som international topsvømmer rinder ud.

- Jeg kommer til at savne det her, for dette var nok min sidste individuelle OL-finale. Jeg stod lige og blev lidt emotionel. Vi havde en fest ude i callroomet, og jeg kommer virkelig til at savne de piger, siger Jeanette Ottesen.

/ritzau/