OVERBLIK Sara Slotts modstandere: Dalilah og alle de andre

Stort set alle otte løbere i 400 meter hæk-finalen i nat kan vinde en OL-medalje. Få et overblik over dem her.

Amerikanske Dalilah Muhammad er storfavorit til at vinde guld på kvindernes 400 meter hæk. Men sølvet er inden for rækkevidde for Sara Slott Petersen.

Læg dig i slipstrømmen af Dalilah Muhammad, så skal det nok gå, Sara!

Det må være rådet til Sara Slott Petersen før nattens finale på 400 meter hæk ved OL i Rio.

For den 26-årige amerikaner har vist sig at være i en klasse for sig selv på distancen i 2016, og hun stiller da også til start med den bedste tid fra semifinalerne, nemlig 53,89 sekunder.

Vurderet ud fra listen med de bedste tider i 2016 er det da også Dalilah Muhammad, som Sara Slott Petersen skal frygte mest. Udover årets hurtigste tid på 52,88 sekunder - Dalilah Muhammads personlige rekord - er amerikaneren noteret for to løb under 54 sekunder, og hun har i alt fem tider på top-10-listen.

Dalilah Muhammad slår Sara Slott Petersen i semifinalen. (Foto: DAVID GRAY © Scanpix)

Efter semifinalen var Sara Slott Petersen også hurtig til at lægge favoritværdigheden over på 26-årige Dalilah Muhammad. Den 29-årige danske løber mener, at seks løbere kommer til at kæmpe om sølv og bronze uden dog at sætte navn på hvilken løber, der ikke kan blande sig i medaljestriden.

Slott til finalen med næstbedste tid

Sara Slott Petersen må selv være blandt medaljefavoritterne efter - sammen med tjekken Zuzana Hejnova - at have løbet i næstbedste tid i semifinalen, nemlig 54,55 sekunder. Netop Hejnova, der har vundet VM-guld både i Moskva og Beijing og har et personligt bedste på 52,83 sekunder, må også anses som en af favoritterne til at snuppe en medalje.

Janieve Russell fra Jamaica er 22 år og forholdsvis ny på distancen, men må også forventes at kunne drille Sara Slott Petersen, da Russell er den eneste i finalen - udover Dalilah Muhammad - der har løbet under 54 sekunder i 2016.

Tjekkiske Zuzana Hejnova må forhåbentlig se langt efter Sara Slott Petersen i nattens finale. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

Ny i feltet er den 29-årige brite Eilidh Doyle ikke, og hun er med i finalen på det yderste mandat med en semifinaletid på 54,99 sekunder - en hundrededele af et sekund langsommere end Jamaicas Leah Nugent. Sidstnævntes semifinaletid er også hendes personlige rekord, hvorfor hun måske er den løber, der får sværest ved at blande sig i medaljestriden.

Eilidh Doyle derimod har sat sin personlige rekord på 54,09 sekunder i år og kan ikke afskrives.

Og så er vi vist også ved at have været medaljekandidatfeltet igennem. Og dog.

Den tidligere juniorverdensmester - 23-årige Ashley Spencer - satte personlig rekord i juli med 54,02 sekunder og kommer i finalen med femtebedste tid, kun slået med 0,07 sekunder af en anden 23-årig verdensklasseløber, nemlig jamaicanske Ristananna Tracey, hvis personlige rekord på 54,52 sekunder dog er tre år gammel.

Sara Slott skal slå sig selv

Sara Slott Petersens personlige rekord er godt et år gammel og lyder på 53,99 sekunder. Og konklusionen på det hele må vel være, at, hvis hun ikke kan holde snor i Dalilah Muhammad og måske endda oversprinte hende og snuppe guldet, så er kravet til en medalje af lidt ringere karat en tangering af den personlige rekord - som minimum.

Den konklusion var Sara Slott Petersen kommet frem allerede umiddelbart efter semifinalen.

- Jeg skal ned at løbe under 54 sekunder for at få en medalje. Det er der ingen tvivl om, sagde hun til Ritzau efter at være blevet slået med mere end et halvt sekund af Dalilah Muhammad.

Sara Slott løber finale på bane 4 omringet af de to amerikanere, Dalilah Muhammad på bane 3 og Ashley Spencer på bane 5.

Sara Slott Petersen og de syv andre løber finale på 400 meter hæk klokken 03:15 i nat. Danskerens medaljejagt kan ses på DR1. Måske nærmer Dalilah Muhammad - eller en af de syv andre - sig verdensrekorden. Den lyder på 52,34 sekunder og blev sat af Julija Petjonkina, Rusland, i 2003.

En fokuseret Sara Slott Petersen i OL-semifinalen med sin kommende finalemodstander Leah Nugent bag sig. (Foto: SERGIO MORAES © Scanpix)
Facebook
Twitter