VIDEO DR-kommentator sendt til tælling af håndboldherrernes triumf

Landsholdets sejr over Polen i OL-semifinalen fik Lars Krogh Jeppesen i knæ.

- 3-2-1! Danmark er i OL-finalen for første gang nogensinde. Rio Bravo Danmark!

Med denne nedtælling brød jublen løs på både bane, tilskuer- og kommentatorpladser, da håndboldherrerne i nat slog Polen i OL-semifinalen.

DR Sportens kommentatorer, Lars Krogh Jeppesen og Jens Jacob Juulsager, jublede igennem, men førstnævnte blev tilsyneladende så blød i knæene, at han måtte ned og sidde og tage sig til hovedet. Og han var nærmest mundlam:

- Hahaha, det er dejligt... det er godt nok dejligt.

Lars Krogh Jeppesen skulle lige samle sig efter slutfløjtet i den højdramatiske kamp. (Foto: Casper Helweg Christiansen © DR Sporten)

Og for håndboldfans er det her da også et kæmpe resultat. De rød-hvide herrer har nemlig aldrig tidligere vundet en medalje ved OL. Da kvinderne vandt tre på stribe fra 1996 til 2004, var mændene slet ikke kvalificeret.

Jens Jacob Juulsager rammede kampens betydning ind på denne måde:

- OL 2016 bliver mejslet ind i dansk håndboldhistorie. For første gang nogensinde tager dansk herrehåndbold medaljer ved OL.

Efter den spændende semifinale, hvor Danmark altså slog Polen 29-28 efter forlænget spilletid, er næste opgave de dobbelte olympiske mestre Frankrig i slutkampen søndag. Kampen kan følges på DR1 klokken 19:00.

Se de to herrer juble igennem i klippet herover.

Facebook
Twitter