DRs cykelkommentator håber på mere frihed til Fuglsang efter OL-sølv

- Det kunne være fedt, hvis Jakob Fuglsang virkelig fik lov til at brage igennem, mener Henrik Liniger.

OL-sølvvinder Jakob Fuglsang flankeret af sine to danske holdkammerater og hjælperyttere Christopher Juul-Jensen (tv) og Chris Anker Sørensen (th). (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Når Jakob Fuglsang cykler for sin arbejdsgiver Astana, er det som regel som hjælperytter for enten Vincenzo Nibali eller Fabio Aru. Med sekundære placeringer til danskeren som resultat deraf.

I går var Fuglsang kaptajn på det danske OL-hold i linjeløbet i Rio - og han vandt sølv. Det kan måske ændre lidt på danskerens rolle på Astana-hodet. Det håber DRs cykelkommentator, Henrik Liniger, i hvert fald.

- Jakob er en rigtig god klassikerrytter, og jeg kunne godt tænke mig, at der mere entydigt blev satset på ham i nogle af forårsklassikerne. Det kunne være fedt, hvis han virkelig fik lov til at brage igennem, siger Henrik Liniger.

Men han er langt fra sikker på, at Astana-boss Alexandr Vinokurov vil satse mere på Jakob Fuglsang efter OL-triumfen.

- Jeg tror, at hans rolle hos Astana er slået fast, men der kan godt opstå nogle muligheder, hvor de måske kører lidt mere for Jakob. Og nu har holdet fået bevis for, at hvis de gør ham til kaptajn, så kan det føre store resultater med sig, siger Henrik Liniger.

Mangler finish og sejre

Cykelkommentatoren er ikke i tvivl om, at Astana - og resten af cykelsporten - betragter Jakob Fuglsang som en verdensklasserytter, og at de også gjorde det, inden OL-medaljen blev kørt hjem i Rio.

Men den 31-årige dansker er måske blevet lidt undervurderet.

- Men jeg kan godt forstå det, for han vinder ikke særligt mange cykelløb. Han er en af verdens bedste ryttere. Han har bare det problem, at han sjældent vinder cykelløb, siger Henrik Liniger.

Og det skyldes ifølge DRs cykelkommentator - udover rollen som hjælperytter - to væsentlige mangler.

- Han mangler en finish, og det så man jo også i går. På en stejl stigning vil han blive sat lige til sidst, og på en flad afslutning vil der som regel være en, der er hurtigere end ham. Så det er relativt få cykelløb, han kan vinde, siger Henrik Liniger.

Jakob Fuglsang blev på opløbet på Copacabana i går oversprintet af belgieren Greg Van Avermaet, der snuppede guldet.

Efter løbet var Fuglsang dog hurtig til at sige, at han havde vundet sølv og ikke tabt guld. Og at sølvet i øvrigt er det største resultat i hans karriere.

Henrik Liniger er enig.

- Ja, det er det største resultat i hans karriere, men syvendepladsen i Tour de France var også et stort resultat, og man vinder heller ikke lige bare Post Danmark Rundt tre gange i træk.

Facebook
Twitter