BILLEDER Kong Neymar skaber folkefest i Rio: Brasilien vinder OL-fodboldfinale

OL-finalen måtte ud i straffesparkskonkurrence, før Brasilien kunne kåres som vinder af OL i fodbold.

Hvis ikke han var det før OL-finalen i fodbold, er han det i hvert fald nu - Kong Neymar.

Brasilien fik den længe ventede revanche for det ydmygende 1-7 nederlag mod Tyskland ved VM i Brasilien i 2014.

Revanchen kom efter en nervepirrende finale, der måtte afgøres med en straffesparkskonkurrence. Her blev, hvem andre end, Neymar den helt store helt, da han scorede det afgørende mål og sendte Brasilien i ekstase.

Neymar bragte også Brasilien foran i den ordinære spillede, da han scorede et fantastisk frisparksmål efter 27 minutter.

Det var ellers tyskerne, der havde de største chancer, og de ramte overliggeren tre gange i første halvleg. Efter en times spil kom tyskerne på tavlen, da den tyske anfører Max Meyer op i feltet satte den ind til 1-1.

Ingen af holdene kom på tavlen i den resterende halve time, og så måtte der forlænget spilletid til. Heller ikke her lykkedes det at finde en vinder, og så måtte Brasilien og Tyskland ud i straffesparkskonkurrence.

Her var begge hold stensikre - lige indtil Nils Petersen skulle sparke Tysklands fjerde spark. Han brændte, og så var der dækket op til Neymar.

Han sendte den tyske målmand Timo Horn til den forkerte side og satte bolden stensikkert i mål, og så gik det gule menneskehav på stadionet Maracana ellers amok.

Se de fantastiske billeder øverst i artiklen.