VIDEO Veteranen Vibe: Giver gerne krammer, hvis de savner mor og far

Selvom dåbsattesten ikke siger mere end 29 år, så er Lasse Vibe alderspræsidenten på det danske OL-landshold, der starter turneringen i dag.

OL-turneringen bliver sparket i gang torsdag for det danske fodboldlandshold, og det bliver med Lasse Vibe som frontfiguren på holdet. Med sine 29 år er han den ældste på holdet, og på onsdagens pressemøde udnævnte landstræner Niels Frederiksen ham også til anfører.

Det er en titel, som Brentford-angriberen er utrolig stolt over, og han er klar til at udfylde rollen i alle aspekter.

- Jeg havde tænkt mig at tage ansvar uanset hvad. Det lægger naturligt til mig at gå forrest, så jeg har ikke tænkt mig at ændre alt for meget på mig selv af den grund.

- Jeg må også holde de unge drenge lidt i ørerne, og det kan også være, at de har brug for en krammer af og til, hvis de savner deres mor og far.

Selvom Vibe er 12 år ældre end Jacob Bruun Larsen, der er den yngste på holdet, så har han endnu ikke hørt noget for det. Men han mærker dog sin alder af og til.

- Det er mig, der er chef for isbad og restitution og sørger for, at det bliver gjort ordenligt. Det bliver man nødt til, når man har min alder. De unge gutter kan jo bare gå direkte ud på banen og sparke på mål. Det kan jeg desværre ikke mere, siger han man med et smil.

Kampen mod Irak bliver sparket i gang klokken 18.