Følsomme håndbolddrenge efter intens kamp: Vi er vildt lettede og vildt rørte

Der var våde øjne og bemærkelsesværdigt stille i omklædningsrummet, efter billetten til OL-finalen var sikret.

Den danske forløsning over at være nået OL-finalen var ikke vild jubel, fællessang og skud med champagnepropper.

Faktisk var der ifølge målvogter Niklas Landin mange af holdkammeraterne, der slet ikke kunne sige noget efter 29-28-sejren over Polen i OL-semifinalen.

- De sad og stirrede. Det var lidt surrealistisk og noget, som jeg ikke har prøvet før. Der er så mange følelser på spil under et OL, og det var heldigvis vores tur i dag, sagde Niklas Landin kort efter semifinalen.

- Det er noget af det største, vi har oplevet med det her landshold, understregede målmanden, efter det blot er er blevet til kvartfinaler ved de to foregående slutrunder.

Fåmælt styrmand

En af de stille drenge har formentlig været landsholdets nye styrmand, Morten Olsen, der troppede op til interview med våde øjne.

- Det er vanvittigt. Det er helt utroligt. Det er svært at sætte så lange ord på.

Lasse Svan havde flere store afbrændere på den stærke polske keeper, Piotr Wyszomirski, men havde flere ord end Morten Olsen, selv om den normalt træfsikre fløjspiller også var tydeligt berørt.

- Det var og er stadig vildt rørende med tanke på alle de ting, som vi har været igennem. Især til OL, men også de seneste to slutrunder, hvor det har været lige ved og næsten, siger Lasse Svan og storroser sine holdkammerater:

- Jeg er sindssygt stolt af alle drengene. Vi viser kæmpe moral flere gange i kampen. Vi er vildt lettede og vildt rørte over at stå her og vide, at vi har fået en medalje.

Nu skal Frankrig bankes

Flere af håndboldherrerne var tydeligt udmattede og efter egne udsagn meget lykkelige efter dramaet mod Polen, hvor der skulle omkamp til, før sejren var hjemme. Men de havde også overskud til at se frem mod søndagens finale mod Frankrig.

- Der blev spillet på alle tangenter til sidst, og følelserne kom op at køre. Folk kommer ud med det på forskellige måder, men vi er jo bare sindssygt lykkelige over at stå i finalen og over at have muligheden for at kunne gøre det her færdigt, siger bagspiller Mads Christiansen.

- Det er helt uvirkeligt at stå i en OL-finale. Det er det, vi allesammen har drømt om. Det var det, vi kom for. Nu står vi der, og nu skal vi gå hele vejen, supplerer stregspiller René Toft Hansen.

Du kan se højdepunkterne fra kampen i toppen af denne artikel.

FacebookTwitter