Lettet Møllgaard efter rødt kort: Det var en billig omgang

Henrik Møllgaard erkender, at han ramte argentineren lige i smasken i aftenens kamp.

Henrik Møllgaard måtte forlade banen med et rødt kort, efter at have ramt Pablo Simonet direkte i ansigtet under argentinernes angreb.

- Han forsøger at glide igennem os, og jeg får egentlig ramt ham klokkerent i ansigtet, lyder det fra den defensive spiller.

- Men heldigvis var der hverken en brækket næse eller et blåt kort. Det var billig omgang.

Et blåt kort ville have betydet, at Møllgaard skulle sidde over en kamp.

Til forsvarsspillerens held vurderede dommerparret, at slaget ikke var forsætligt, og han er dermed fortsat med i truppen.

- Svært ved at komme i gang

De danske håndboldherrer kunne tage to point med sig videre efter en sejr på 25-19 over Argentina. Sydamerikanerne kom dog bedst fra start og bragte sig foran med både 3-1 og 5-2, inden danskerne vågnede op.

- Vi havde svært ved at komme i gang. Første halvleg var en svær oplevelse. Men pausen var god til os, og vi kommer tilbage med en anden fart og viser, vi er klasser bedre end argentinerne i anden halvleg, siger Henrik Møllgaard.

Danmark skal i næste kamp møde Tunesien. En kamp, som ifølge Møllgaard bliver meget anderledes end søndagens åbningskamp.

- Det bliver noget helt andet. Større fysik og større skyttere, siger han.

Se hele interviewet med Henrik Møllgaard i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter