Slutrundedebutanten Morten Olsen: Guldet skal fejres med McDonald’s

Den danske playmaker Morten Olsen har stor andel i det danske guld efter en fremragende slutrundedebut.

- Det er helt utroligt at stå med guldmedaljen om halsen. Det er ikke til at forstå, men jeg synes, vi fortjener den fuldstændig.

Morten Olsen lyste om kap med solen efter den sensationelle 28-26-sejr over storfavoritterne fra Frankrig, der før OL-finalen havde stået i ti finaler og vundet dem alle.

- Det er helt uvirkeligt at slå franskmændene, som vi nærmest aldrig har vundet over. Det her var en kamp, hvor vi kunne vinde, men vi skulle spille virkelig godt. Det gjorde vi, og det er helt fantastisk.

Morten Olsen var på ferie på Bali, da han blev ringet op af landstræner Gudmundur Gudmundsson, der ville have ham med på OL-holdet.

- Det har været en kæmpe rejse for mig. Jeg var langt fra landsholdet i sidste sæson, og jeg regnede ikke med, at landstræneren ville ringe, men da han ringede, blev jeg meget glad. Og nu står jeg så her med en guldmedalje om halsen.

Morten Olsen afslørede, at de danske håndbolddrenge nu skal ud at drikke øl og en tur forbi McDonalds for at fejre Danmarks anden guldmedalje og 15. medalje i alt under OL i Rio.

Se hele interviewet med Morten Olsen i videoklippet øverst i artiklen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter