VIDEO Svømmepiger til håndbold: Blå kort og boldspassere

Flere af de danske svømmepiger har i Rio de Janeiro fundet vej til håndboldhallen i OL-byen, og vi testede derfor deres viden om spillet med harpiksindsmurte bold.

To af OL-bronzevinderne fra kvindernes 4 x 100 meter medley i svømning – Jeanette Ottesen og Mie Ø. Nielsen – var sammen med blandt andet Lotte Friis til stede på lægterne til de danske håndboldherrers opgør mod Frankrig.

Og de tre svømmeres entusiasme fejlede ikke noget, men hvordan stod det egentlig til med deres viden om håndboldsporten?

Vi satte os for at teste dem og lige høre lidt om deres holdning til et par af håndboldens nyeste regelændringer.

Første spørgsmål gik på betydningen af det blå kort.

Spørgsmålet blev mødt af hovedrysten og svarene lod vente på sig, men til alt held sad håndboldforbundets sportschef Ulrik Wilbek klar og kunne bidrage med opklaringsarbejdet.

Regelændringen i forhold til spillet syv mod seks var heller ikke noget, som svømmekvinderne havde brugt dagevis på at studere.

Karamel-succes

Det viste sig ydermere, at ingen af de tre svømmere havde spillet håndbold selv.

Jeanette Ottesen havde dog for ganske nylig haft en oplevelse, der nærmede sig noget håndboldrelateret.

Jeanette Ottesen (nr. to fra venstre) og Mie Ø. Nielsen (til højre) viser stolt bronzemedaljen frem sammen med Rikke Møller og Pernille Blume. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

- I går kastede Lotte (Friis, red.) en karamel til mig, og jeg greb den faktisk. Det er min succes so far, lød det fra Jeanette Ottesen.

Boldspassere

Hvis I skulle gå til en boldsport. Hvilken sportsgren ville det så være?

- Jeg tror måske, at jeg ville gå til golf. I golf skal man ikke gribe bolden, lød Ottesens argument.

- Jeg ville gå til badminton, var Mie Ø. Nielsens svar.

Lotte Friis kunne derimod godt se sig selv som håndboldspiller.

- Jeg tænker virkelig på håndbold. Det kunne være lidt fedt at dyrke en holdsport, selvom jeg ikke tror, at jeg ville klare mig særlig godt.

Og så brød Ulrik Wilbek pludselig ind med en replik af den mere spydige slags.

- Svømmere er pr. definition boldspassere, kom det afslutningsvis fra en smågrinende Wilbek.

Se videoen i playeren over artiklen. Vi beklager den forringede lydkvalitet fra den larmende håndboldhal.

De danske håndboldherrer møder Slovenien i OL-kvartfinalen. Opgøret spilles i aften kl. 22.00 og det kan følges på DR1, P3 og her på dr.dk.

Facebook
Twitter