Hitlers OL satte standarden for nutidens mega-events

Ved Hitlers OL i 1936 blev De Olympiske Lege for første gang iscenesat som en mega-event. Og lige siden legene i Berlin, har OL været gigantisk, fortæller professor i historie Hans Bonde.

Det pompøse og storslåede mega-event, som Adolf Hitler skabte under OL i 1936, satte standarden for, hvordan man holder OL i dag. Det var også under Hitlers OL, at man fandt på fakkelløbet med den olympiske ild - præcis som man stadig gør i dag. (Foto: Hulton Archive © Getty Images/Grafik: Carla Gianetti)

Et gigantisk og overdådigt arrangement.

Hitlers OL i Berlin i 1936 var den første mega-event nogensinde og satte standarden for det moderne OL, fortæller Hans Bonde, professor i historie ved Københavns Universitet, til DR Historie:

- Den masseorganisering og masseappel, der foregik, og den grandiositet og det gigantiske ved OL i 1936, har inspireret til, hvordan vi afholder de moderne olympiske lege.

Med værtskabet gav Hitler verden teater, opvisninger, spænding og nye traditioner. Og for første gang blev OL-traditionen en gigantisk og international begivenhed. Alt sammen i skyggen af nazismen og hagekorset. For nazisterne brugte OL's værdier som venskab og respekt som en facade for en skræmmende sag.

IOC og Nazityskland enige: OL skal være gigantisk

Da Berlin fik tildelt værtskabet af Den Internationale Olympiske Komité, IOC, i 1931, var det i forsøget på at samle verdens lande under venskabelige forhold.

I 1933 kommer naziregimet og Hitler til magten, og tanken om at samle landende står pludselig i stærk kontrast til nazisternes nationalistiske tankegang.

- IOC ønskede, at De olympiske lege skulle få en massiv international appel. Derfor var det en appelsin i turbanen for IOC, at der pludselig var et regime, der, godt nok af propagandamæssige grunde, så en grund til at blæse OL op til det gigantiske format, det har den dag i dag, forklarer Hans Bonde.

OL blev brugt som et propagandaværktøj

For at vise, hvor storslået det tyske samfund var ved at blive, blev der blandt andet bygget et stadion med plads til omtrent 100.000 besøgende.

Samtidig blev Hitlers OL den første live-transmitterede sportsbegivenhed nogensinde, og Tyskland formåede at sælge sig selv som verdens førende land inden for teknologi og organisation.

For nazisterne handlede det om at vise, at Nazityskland var en fredsstyrkende og tolerant nation. OL blev altså en hjælpende hånd til at få Hitlers propaganda-budskab spredt, fortæller han videre:

- Nazisterne brugte De olympiske lege til at skabe en myte om, at Nazityskland var et storslået og universalistisk land, som var åbent for alle – selv jøder.

Selvom IOC kendte til Nazitysklands politiske brug af OL’s værdier, protesterede de, ifølge Hans Bonde, ikke. I stedet var de lykkelige for, at der kom en stat, der gerne ville blæse legene op i det format, de selv ønskede.

Nazisme i pæn og pompøs indpakning

OL skulle samle folk og symboliserede velvilje mellem landene, venskab og respekt.

Nogle værdier, nazisterne brugte som en pæn indpakning til nazismens ultra-nationalistiske og antisemitiske ideologi. Det handlede om at skabe illusionen af et Tyskland, som var åbent for alle.

- Næsten alle, der kom udefra og havde deltaget i De olympiske lege i Berlin 1936, vendte hjem til deres hjemland med et billede af, at ”her går det godt”, fortæller Hans Bonde og fortsætter:

- Man havde jo også fjernet alt anti-jødisk propaganda i gadebilledet og nymalet bygningerne fra stationen til stadion. Og så krummede nazisterne jo ikke et hår på de udenlandske jødiske atleter under OL. Derfor vendte folk tilbage til deres hjemland med et falsk billede af landet.

Menneskemylder i gaderne i Berlin i 1936 i anledning af De olympiske lege. (Foto: Past Pix © Getty Images)

En olympisk fakkel blev til et helt optog

Årsagen til, at OL i 1936 blev så gigantisk var altså et led i den nazistiske propaganda.

Og også en velkendt OL-tradition er udsprunget af en tur i propagandamaskinen tilbage i 1936: Fakkel-løbet.

- I dag har vi jo glemt fakkelløbets ophav fra det nazistiske OL i 1936. Der vil vi også helst tro, at det for det første er noget antikt og for det andet, at det i hvert fald stammer fra de tidligste moderne olympiske lege omkring 1896 og frem, fortæller Hans Bonde og fortsætter:

- Faktisk havde de gamle grækere en olympisk fakkel. Men de havde ikke noget fakkelløb. Derfor kom det for den almindelige befolkning i 1936 til at se ud som om, at ceremonien var noget, der allerede fandtes i det antikke Grækenland. Men i virkeligheden var det en tysk opfindelse til legene.

Den olympiske flamme til OL i Berlin i 1936. (Foto: Fox Photos © Getty Images)

Ifølge Hans Bonde, passede fakkeltoget godt med den nazistiske ideologi, da nazisterne så sig selv som "værdige" arvtagere til det, der startede i Olympia for snart 3000 år siden. IOC var desuden vilde med fakkelløbet og mente, at det var et fantastisk tillæg til de ritualer, som ellers foregik ved De olympiske lege.

At inspirationskilden til vores nutidige sportsbegivenheder og mega-events er Hitlers propaganda-OL, mener Hans Bonde ikke er problematisk: - Det er ikke et problem, for det er jo renset for de oprindelige politiske associationer. Men der ligger heri en mulighed for at reflektere over, at det var gennem en alliance med Hitler-Tyskland, at De olympiske lege for alvor blev en mega-event, afslutter han.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter