VIDEO Fuglsang: Jeg har ikke tabt førstepladsen men vundet sølv

Det gik lige som han havde drømt om, da Jakob Fuglsang nappede OL-sølv.

Jakob Fuglsang overraskede alle og snuppede OL-sølvet i landevejsløbet efter en barsk rute omkring Rio de Janiero.

Han var lettet og lykkelig, da han var kommet i mål.

- Det føles godt og er en fed fornemmelse, men jeg er nok ikke så meget klar over det. Det eneste jeg er klar over er, at jeg ikke har tabt førstepladsen men vundet sølv. Det er perfekt, siger Jakob Fuglsang til DR Sporten.

Han havde drømt om en plads i top 8 inden løbet, og tingene flaskede sig akkurat, som han havde håbet på.

- Ja, stort set. Jeg angreb lidt før toppen på næstsidste omgang og sad med fremme, da vi kørte ned. Jeg kunne høre, de styrtede bag mig, så jeg tager det lidt mere påpasseligt nedad. Man kunne mærke, der var et hul i svinget, og ramte du det forkert, så vi, hvordan det endte, forklarer Fuglsang.

Greg Van Avermaet foran Jakob Fuglsang i spurten. (Foto: adrian dennis © Scanpix)

Klarede finalen alene

Helt som ventet måtte han klare strabadserne i finalen ene mand - uden de to hjælpere Christopher Juul Jensen og Chris Anker Sørensen.

- Det afsluttende hug, hvor gruppen blev strukket og strukket, og det gik i stå, da havde jeg siddet forholdsvis nemt på hjul. Og så lykkedes det at komme afsted. Vi fik fanget Majka, og så var der en spurt tilbage, siger Jakob Fuglsang.

Havde du diamanter i benene i dag?

- Jeg havde gode ben i dag. Det skulle der også til - det var en hård omgang, lød det fra en glad Jakob Fuglsang.

Facebook
Twitter