TOP 100 OL-historiens største navne

Se Marco de los Reyes' liste over de 100 største profiler i Legenes 120-årige historie.

Jesse Owens i aktion under OL i Berlin (til højre). Usain Bolt (øverst til højre) ses under OL i 2008. Nedenunder er Mark Spitz i færd med at vinde en af sine syv guldmedaljer ved OL i 1972. Nederst ses Nadia Comaneci fra Legene i 1976.

De moderne Olympiske Lege har været afholdt siden 1896, og herunder kommer jeg forud for legene i Tokyo med mit bud på de 100 største aktive profiler i sommer-Legenes historie.

Listen bygger ikke kun på værdien af medaljer. Men også på det aftryk atleterne - på godt eller ondt - har sat ved OL.

1. Jesse Owens, USA (1913-1980)

Vandt guld på 100, 200 og 4x100 meter samt længdespring ved OL i Berlin i 1936. Dermed blev den sorte sprinter den altoverskyggende stjerne ved propaganda-Legene, hvor Adolf Hitler ellers havde håbet på, at det blev de tyske stjerner, der stjal billedet.

2. Michael Phelps, USA (1985- )

Vandt otte medaljer i svømning i 2004 – heraf de seks af guld. Den ene af guldmedaljerne vandt han i en holdkap, hvor han dog ikke deltog i finalen. Var endnu mere succesfuld i 2008, hvor han med otte guldmedaljer blev den mest vindende ved ét OL nogensinde samt den mest vindende i OLs historie med i alt 14 guldmedaljer. I London 2012 vandt han så yderligere fire guldmedaljer og to af sølv, og i Rio de Janeiro blev det til fem guldmedaljer og en af sølv.

Michael Phelps i bassinet ved Legene i 2008. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

3. Usain Bolt, Jamaica (1986- )

Vandt tre guldmedaljer i 2008; på 100, 200 og 4x100 meter, og hver gang var der tale om ny verdensrekord. Snuppede guld i de samme tre discipliner i 2012 - men "kun" på stafetten var der tale om ny verdensrekord. I 2016 blev det til guld igen i de samme discilpiner, men ingen verdensrekorder. Mistede i 2017 guldet fra stafetten i 2008, da Nesta Carter havde været dopet. Er med sin særlige karisma en helt unik skikkelse i moderne sport.

Carl Lewis sikrer USA sejren i 4x100 meter ved OL i Los Angeles. (Foto: NF © Scanpix)

4. Carl Lewis, USA (1961- )

Havde masser af starquality og vandt de samme discipliner som Jesse Owens, bare i Los Angeles i 1984. Ved de efterfølgende tre Lege vandt han yderligere fem guldmedaljer. Længdespring vandt han således fire gange i træk. Blev i første omgang slået af Ben Johnson i finalen på 100 meter i 1988, men endte som guldvinder, da canadieren blevet afsløring for brug af doping. Blev selv testet positiv før OL i 1988, men slap for straf.

5. Mark Spitz, USA (1950- )

Vandt 7 guld i svømning i 1972 og blev München-Legenes store superstar. Han var den mest vindende ved et enkelt OL, indtil Michael Phelps slog til i Beijing i 2008. Vandt også to guldmedaljer ved Legene i 1968.

6. Paavo Nurmi, Finland (1897-1973)

Løbefænomen, der på de lange distancer vandt 9 guld og 3 sølv i perioden 1920-1928. Højdepunktet kom i 1924 i Paris, hvor han snuppede fem guldmedaljer; på 1500 og 5000 meter, terrænløb, holdterrænløb samt 3000 meter for hold.

Nadia Comaneci var på toppen fra 1975 til 1981. (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix)

7. Nadia Comeneci, Rumænien (1961- )

Vandt guld i mangekampen i 1976 og blev den første kvinde, der fik karakteren 10,0. Blev hele verdens darling og vil altid have en ganske særlig position på grund af den bedrift. Vandt fem guld og ni medaljer i alt ved OL i 1976 og 1980.

8. Ben Johnson, Canada (1961- )

Carl Lewis’ ærkerival, der vandt guld på 100 meter i 1988 i ny verdensrekord - havde selv den tidligere - men som efterfølgende blev testet positiv. Har siden haft status som OL-historiens største skurk.

9. Jim Thorpe, USA (1887-1953)

Guld i atletikkens 5- og 10-kamp i 1912. Mistede guldmedaljerne, fordi han havde tjent penge som baseballspiller. Det måtte man ikke dengang. Har siden fået medaljerne igen.

10. Johnny Weissmuller, USA (1904-1984)

Senere kendt som Tarzan fra diverse film. Vandt fem guld i svømning i 1924 og 28, hvor han var verdens bedste svømmer. Var faktisk også en del af det amerikanske vandpolohold, der vandt OL-bronze i 1924. Blev født i det daværende Østrig-Ungarn, men familien flyttede derpå til USA.

Billedet er fra 1922, hvor Johnny Weissmuller satte sin første verdensrekord. (Foto: Chicago History Museum © This content is subject to copyright.)

11. Fanny Blankers-Koen, Holland (1918-2004)

Atletikfænomen, der vandt fire guld i 1948; 100, 200, 4x100 meter samt 80 meter hæk. Blev kaldt for "den flyvende husmor", da hun på det tidspunkt havde fået to børn. Deltog også ved OL i 1936, hvor det blev til en femteplads i bøde højdespring og 4x100 meter.

12. Bob Beamon, USA (1946- )

Chokerede alle inklusive sig selv med sit fantomlængdespring på 8,90 meter i 1968 - en forbedring på hele 55 centimeter. Det var verdensrekord i 23 år.

13. Florence Griffith-Joyner, USA (1959-1998)

Vandt guld på 100 og 200 meter ved OL i 1988 og er fortsat historiens hurtigste på de to distancer. Døde i 1998, formentlig på grund af dopingmisbrug. Mistanken kunne hun i hvert fald ikke løbe fra, idet hun fra 1987 til 1988 pludseligt og sensationelt udviklede sig til historiens i særklasse bedste sprinter.

14. Emil Zatopek, Tjekkoslovakiet (1922-2000)

Langdistanceløber, der vandt 4 guld (på maraton, 5.000 meter og to gange på 10.000 meter) og 1 sølv ved Legene i 1948 og 1952.

15. Michael Johnson, USA (1967- )

Vandt guld og satte en sensationel verdensrekord på 200 meter i 1996. Vandt desuden guld på 400 meter ved henholdsvis OL i 1996 og 2000 samt på 4x400 meter ved OL i 1992.

Michael Jordan spillede i sin storhedstid for Chicago Bulls. (Foto: JONATHAN DANIEL © 1990 Getty Images)

16. Michael Jordan, USA (1963-)

Var som megatalent med til at vinde guld i basket i 1984. Gentog guldet som megastjerne på Dream Team i 1992, hvor USA for første gang stillede op med alle de bedste profesionelle stjerner. Har status som historiens bedste basketballspiller.

17. Teofilo Stevenson, Cuba (1952-2012)

Legendarisk bokser, der vandt guld i den tungeste klasse i 1972, 76 og 80. Amatørboksningens svar på Muhammad Ali. Blev aldrig professionel, da man ikke måtte blive det på Cuba. Vandt også VM-guld tre gange.

18. Dick Fosbury, USA (1947- )

Ændrede totalt højdespring, da han i 1968 vandt guld og chokerede alle med sit flop, der hurtigt afløste væltespringet som den mest almindelige stilart. Vandt guld med 2,24 og prøvede også at slå verdensrekorden med en enkelt centimeter, men kiksede forsøget på 2,29.

19. Abebe Bikila, Etiopien (1932-1973)

Vandt på opsigtsvækkende vis guld på maratondistancen i 1960 – på bare fødder. Gentog bedriften i 1964 iført løbesko. Var den første fra et afrikansk land syd for Sahara til at vinde OL-guld.

20. Al Oerter, USA (1936-2007)

Var den første atletikudøver til at vinde fire guld i træk. Det var i diskoskast i perioden 1956-1968.

21. Wilma Rudolph, USA (1940-1994)

'Den sorte gazelle' er en af historiens mest populære kvindelige sprintere, vandt guld på 100, 200 og 4x100 meter i 1960. I 1956 var hun blot 16 år gammel med til at vinde bronze på 4x100 meter. Var meget syg som lille - var blandt andet ramt af polio.

22. Jackie Joyner-Kersee, USA (1962- )

Magasinet Sports Illustrated har kåret hende til USA's største kvindelige sportsnavn i det 20. århundrede. Vandt seks OL-medaljer - heraf guld i syvkamp i 1988 og 1992 og i længdespring i 1992.

SImone Biles i færd med at vinde guld i øvelser på guld i Rio de Janeiro. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

23. Simone Biles, USA (1997- )

Den store OL-dronning i 2016, hvor hun vandt fire guld og et sølv. Har siden opnået status som alle tiders bedste kvindelige gymnast.

Marion Jones efter sejren på 100 meter i Sydney i 2000. En sejr, hun efterfølgende mistede. (Foto: Lars Møller © Scanpix)

24. Marion Jones, USA (1975- )

Den helt store stjerne i 2000, hvor hun vandt tre guld, på 100, 200 og 4x400 meter, og to bronze, i længdespring og 4x100 meter. Har siden erkendt dopingmisbrug det år og har derfor mistet medaljerne.

Cassius Clay (senere kendt som Muhammed Ali) øverst på sejrsskamlen med guldmedaljen ved OL i 1960. Til venstre den australske sølvvinder Anthony Madigan. Til højre den polske bronzevinder Zbigniew Pietrzykowski. (Foto: MINI WOLFF © Scanpix)

25. Cassius Clay, USA (1942-2016)

Var trods sine blot 18 år en rapkæftet og karismatisk bokser, der fik masser af opmærksomhed, da han vandt guld i letsværvægt i 1960. Blev siden professionel verdensmester i sværvægt og boksehistoriens største stjerne. Skiftet navn til Muhammad Ali.

26. Tommi Smith, USA (1944- )

Husket for sin Black Power-demonstration efter sejren på 200 meter i 1968. Var en af historiens bedste på distancen og satte ved samme lejlighed verdensrekord.

27. Olga Korbut, Sovjetunionen (1955- )

En rigtig kæledægge, der blev populær verden over. Vandt 17 år gammel tre guld i gymnastik ved OL i 1972. Vandt et guld og to gang bronze i 1976. Kom fra det nuværende Hviderusland og blev kaldt for 'Spurven fra Minsk'.

28. Lasse Viren, Finland (1949- )

Løber, der vandt guld på 5.000 og 10.000 meter ved OL i både 1972 og 1976. I 10.000 meter-finalen i 1972 væltede han undervejs og kom omkring 25 meter efter de førende. Men endte alligevel med at sætte verdensrekord.

29. Larissa Latynina, Sovjetunionen (1934- )

Er den kvinde, der har vundet flest medaljer ved OL. Vandt fra 1956 til 1964 ni guld, fem sølv og fire bronze i gymnastik. Født i det nuværende Ukraine.

Sebastian Coe (nummer 254) blev nummer to på 800 meter ved OL i 1980 slået af rivalen Steve Ovett (279.). (Foto: Getty Images © 2015 Getty Images)

30. Sebastian Coe, Storbritannien (1956- )

En af alle tiders bedste mellemdistanceløbere. Vandt OL-guld på 1.500 meter både i 1984 og 1980. Var i 2012 chef for organisationen bag OL i London og er i dag præsident i det internationale atletik-forbund.

31. Ray Ewry, USA (1873-1937)

Vandt hele otte guldmedaljer fra 1900 til 1908. I disciplinerne stående længdespring, stående trespring og stående højdespring, som kun på var på OL-programmet før Første Verdenskrig.

32. Alvin Kraenzlein, USA (1876-1928)

Vandt fire OL-guld i atletik i 1900. På 60 og længdespring samt 110 og 200 meter hæk. Sidstnævnte disciplin var kun to gange med på OL-programmet. På grund af sine evner som hækkerløber blev han kaldt for 'den moderne hækkeløbtekniks fader'.

33. Dorando Pietri, Italien (1885-1942)

Lå til at vinde maratonløbet i 1908, men måtte hjælpes først over målstregen og kunne derfor ikke anerkendes som vinder. Et stort drama, som med det samme gjorde italieneren til en levende legende.

34. Mary Lou Retton, USA (1968- )

Den storsmilende gymnast, der vandt mangekampen ved OL hjemme i Los Angeles i 1984. Vandt deusden to sølv- og to bronzemedaljer. Hun var trænet af rumænske Bela Karoly, der tidligere stod bag Nadia Comeneci.

35. Laszlo Papp, Ungarn (1926-2003)

Blev i perioden 1948 til 1956 den første bokser, der vandt guld ved tre Lege i træk. I mellemvægt i 1948 og i letmellemvægt de efterfølgende to gange. Fik lov til at blive professionel, selv om Ungarns kommunistiske ledere egentlig ikke tillod landets sportsfolk at blive det. Som professionel blev han europamester, men landets ledere bremsede hans forsøg på også at blive verdensmester.

36. Dawn Fraser, Australien (1937- )

Hun var den første svømmer, der vandt den samme disciplin ved tre Olympiske Lege i træk. Det var i 1956, 1960 og 1964, og det var tilmed i 100 meter fri, hvor konkurrencen er større end noget andet sted. I alt vandt hun otte olympiske medaljer - heraf de fire af guld. Hun kunne sikkert have vundet flere OL-medaljer i 1968, men det australske svømmeforbund tildelte hende 10 års karantæne i 1964 som straf for, at hun ved OL i Tokyo det år stjal et olympisk flag foran den japanske kejsers palads. Hun fik kort tid før Legene i 1968 alligevel lov til at deltage ved OL igen, men for sent til at hun kunne udnytte det.

Allyson Felix i aktion på 4x400 meter ved OL i 2016. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

37. Allyson Felix, USA (1985- )

Efter sølv på 200 meter ved både OL i 2004 og 2008 blev det i London 2012 endelig til guld på distancen. Desuden var hun med til at vinde guld på 4x100 meter, hvor amerikanerne forbedrede DDR's 27 år gamle verdensrekord. Og det blev sørme også til guld på 4x400 meter - lige som i 2008. I 2016 blev det til yderligere to guldmedaljer, på 4x100 og 4x400 meter, samt sølv på 400 meter.

38. Duke Kanamoku, USA (1890-1968)

Hawaii-svømmeren vandt et guld i 1912 og to mere i 1920. Begge gange blev det til guld på 100 meter. Vandt også to sølvmedaljer. OL i 1916 blev aflyst, hvilket spolerede hans muligheder for at vinde flere guldmedaljer.

39. Mildred 'Babe' Didrikson, USA (1911-1956)

Ef af sportshistoriens største kvindelige fænomener. Guld i spydkast og 80 meter hæk ved OL i 1932 og sølv i højdespring, hvor hun ellers burde have delt guldet med landsmanden Jean Shiley, da de efter at være helt lige begge klarede et ekstra spring i første forsøg. Men Mildred Didrikson tabte med den begrundelse, at hun brugte en forkert springteknik. Efter atletikkarrieren blev hun USA's bedste kvindelige golfspillere. Kortvarigt spillede hun også baseball. Det amerikanske nyhedsbureau AP kårede hende til den største kvindelige sportsudøver i første halvdel af det 20. århundrede.

Vera Caslavka vandt i alt 19 guldmedaljer ved EM, VM og OL fra 1964 og 1968. (Foto: Ullstein Bild © This content is subject to copyright.)

40. Vera Caslavska, Tjekkoslovakiet (1942-2016)

1960ernes gymnastikdronning, der blandt andet vandt guld i mangekamp i både 1964 og 1968. I alt vandt hun syv guld- og fire guldmedaljer ved de to lege. Blev også en markant stemme, fordi hun støttede modstanderen Sovjetunionen, som i august gik militært ind i Tjekkoslovakiet for at sætte en stopper for de reformer, der var kendt for 'Foråret i Prag', og som skulle 'socialismen et menneskeligt anisgt', som man sagde.

41. Steve Redgrave, Storbritannien (1962- )

Roer, der vandt guld i tre forskellige bådtyper - med enten to eller fire i båden - ved fem Olympiske Lege i træk; 1984-2000. I 2001 blev han til Sir Steve Redgrave.

Kristin Otto efter sejren i 100 meter fri ved Legene i 1988. (Foto: Tony Duffy © This content is subject to copyright.)

42. Kristin Otto, DDR (1966- )

Svømmeren, der vandt hele seks guld i 1988 - mere end nogen anden kvinde har vundet ved et enkelt OL. En præstation, der i det historiske lys dog kraftigt er overskygget af dopingmistanken. Kristin Otto har selv afvist at være bekendt med, at hun skulle have været dopet.

43. Alberto Juantorena, Cuba (1950- )

Løber, der magtede det helt specielle både at kunne løbe 400 og 800 meter. Vandt guld på begge distancer ved OL i 1976. Døjede forud for OL i 1980 med skader og endte blot som nummer fire på 400 meter ved legene i Moskva.

44. Mat Biondi, USA (1965-)

Levede aldrig helt op til forventninger ved OL, for der var i 1988 lagt op til, at han måske kunne tangere og måske endda slå Mark Spitz' daværende OL-rekord med med syv guldmedaljer ved et OL. Det blev "blot" til fem guld, en sølv og en bronze. Men med i alt otte OL-guld fra 1984 til og med 1992 er han alligevel blevet en af OL-historiens største svømmere.

45. Jim Hines, USA (1946- )

Havde verdensrekorden på 100 meter i 15 år. Satte den, da han i 1968 i Mexico Citys tyndeluft løb med guldet i tiden 9,95. Vandt også guld på 4x100 meter, hvor der også var tale om verdensrekord.

46. Nikolai Andrianov, Sovjet (1952-2011)

Den mandlige atlet med næstflest OL-medaljer; 15 i alt, i gymnastik. Heraf de syv af guld i perioden 1972-1980.

Bob Hayes (702) vinder OL-finalen på 100 meter i Tokyo i 1964. (Foto: KEYSTONE © This content is subject to copyright.)

47. Bob Hayes, USA (1942-2002)

En af historiens bedste sprintere, der vandt den prestigefyldte 100 meterfinale i 1964. Snuppede også guld på 4x100 meter, og begge gange var der tale om verdensrekord - på 100 meter var der med tiden 10,0 dog "blot" tale om en tangering. I semifinalen på distancen havde han med 9,9 sat ny verdenskord, hvis der ikke havde været lidt for meget medvind. På stafetten lå han på femtepladsen ved skiftet, men sikrede USA en sikker sejr efter et fantastisk løb på mellem 8,5 og 8,9 sekunder.

Naim Suleymanoglu sætter verdensrekord ved OL i 1996. (Foto: Simon Bruty © This content is subject to copyright.)

48. Naim Süleymanoglu, Tyrkiet (1967-2017)

Født i Bulgarien, som en del af et tyrkisk mindretal. Stillede først op som bulgarer, siden som tyrker og vandt guld i vægtløftning ved tre Lege i træk; 1988-1996.

Shelly-Ann Fraser-Pryce , der er kendt for altid at optræde glad og smilende, jubler her efter VM-triumfen på 200 meter i 2013. (Foto: Dominic Ebenbichler © Scanpix)

49. Shelley Ann Fraser-Pryce, Jamaica (1986- )

I 2012 vandt hun OL-guld på 100 meter for anden gang i træk. Derefter vandt hun sølv på 200 meter. På 4x100 meter blev det også til sølv. I Rio de Janeiro blev det til bronze på 100 meter og sølv på 4x100 meter. I høj grad også kendt for sit store smil, der nærmest er blevet hendes signatur.

Kaori Icho efter sejren i Rio de Janeiro i 2016. (Foto: Toru Hanai © Scanpix)

50. Kaori Icho, Japan (1984)

Blev i 2016 den første kvinde til at vinde guld ved fire OL- træk. Fristilsbryderen strøg tl tops i 63 kilo-klassen og var tilmed ubesejret fra 2003 til januar 2016 og vandt ti VM-titler i den periode.

51. Don Schollander, USA (1946- )

Den første svømmer, der vandt fire guldmedaljer ved ét OL. Det var i 1964, hvor hans favoritdistance, 200 meter fri, hvor han satte ni verdensrekorder, ikke engang var på programmet. Det kom den i 1968, hvor han vandt guld på distancen samt sølv i 4x200 meter.

52. Kornelia Ender, DDR (1958 -)

Blev i 1976 den første til at vinde fire guldmedaljer ved et OL; i 100 og 200 meter fri, 100 meter butterfly samt 4x100 meter medley, og hver gang var der tale om ny verdensrekord. Ved Legene det år vandt hun desuden en enkelt sølvmedalje. Fire år forinden, hvor hun blot var 13 år, vandt hun tre sølvmedaljer. I 1991 fortalte hun, at hun var blevet dopet under legene i 1976, men at hun dengang ikke vidste, at der var tale om doping. I 1977, hvor hun var blevet mistænkelig, havde hun også afvist at tage præstationsmfremmende midler, hvorefter hun blev sat af landsholdet.

53. Mo Farah, Storbritannien (1983- )

Blev en af værtsnationens store helte ved OL i London i 2012, da han vandt guld på både 5.000 og 10.00 meter. Den spurtstærke løber gentog bedriften i 2016. Blev født i Somalia, men kom til Storbritannien, da han var otte år.

53. Anton Geesink, Holland (1934-2010)Chokerede værtsnationen Japan, da han sensationelt vandt guld i den åbne klasse i judo i Tokyo i 1964. I finalen besejrede han hjemmefavoritten Akio Kaminaga.

54. Valerij Borzov, Sovjet (1949- )

Løber, der vandt guld på både 100 og 200 meter ved OL i 1972 samt sølv på 4x100 meter. I 1976 vandt han bronze på begge distancer. Født i Ukraine.

55. Kipchoge Keino, Kenya (1940- )

Kenyas første store løbestjerne. Meget alsidig. Vandt guld på 5.000 meter i 1968 og guld i 3.000 meter forhindringsløb fire år senere. Samt sølv på 1.500 meter i 1968 og 5.000 meter i 1972.

Irena Szewinska under 400 meterløbet ved Legene i Montreal i 1976. (Foto: Tony Duffy © 2010 Getty Images)

57. Irena Szewinska, Polen (1946-2018)

Meget alsidig sprinter, der vandt syv medaljer fra 1964 til 1976, heraf tre af guld; på 4x100, 200 og 400 meter. Det blev desuden til sølv og bronze på 200 meter, sølv i længdespring samt bronze på 100 meter.

58. Armin Hary, Tyskland (1937- )

Løber, der som den første ikke-amerikaner i 32 år vandt guld på 100 meter i 1960. Vandt også guld på 4x100 meter - idet USA, der ellers vandt, blev diskvalificeret. Lige før OL satte han ny verdensrekord i tiden 10,0. Havde en fænomenal start, men hans storhed falmer en smule, idet han faktisk fuskede ved starterne. Han ventede nemlig længe med at rejse sig op i startposition, hvilket siden er blevet forbudt.

59. Vassilij Alekseiev, Sovjet (1942-2011)

En kæmpe bamse. Kendt som 'verdens stærkeste mand', idet han vandt vægtløfternes supersværvægtsklasse i både 1972 og 1976.

60. Hannes Kolehmainen, Finland (1889-1966)

Langdistanceløber, der vandt tre guld i 1912 (på 5.000 og 10.000 meter samt i terrænløb) og et i 1920, hvor han var stærkest i maratonløbet. Var en af de ”flyvende finner”.

61. Archie Hahn, USA (1880-1955)

Sprinterkongen i 1904 med guld i 60, 100 og 200 meterløb. Vandt også guld på 100 meter ved jubilæumslegene i 1906. Blev kaldt for the Milwaukee Meteor.

62. Vladimir Salnikov, Sovjet (1960- )

Svømmer, der var den første under 15 minutter på 1500 meter. Det skete, da han vandt OL-guld på distancen i 1980. Vandt guld igen på distancen i 1988. Sovjet boykottede Legene i Los Angeles i 1984. Vandt også guld på 400 meter og 4x200 meter i 1980.

63. Steve Ovett, Storbritannien (1955- )

Især kendt for sine løbedueller mod ærkerivalen Sebastian Coe. Vandt guld på 800 meter og bronze på 1.500 meter i 1980.

64. Spiridon Louis, Grækenland (1873-1940)

Blev verdensberømt med den første maratonsejr i OL-historien. Det var hjemme i Athen i Grækenland ved de første Lege i 1896 - og det var desuden det første maratonløb i historien.

Cathy Freeman ved åbningsceremonien i 2000. (Foto: Eric Gaillard © Scanpix)

65. Cathy Freeman, Australien (1973- )

Symbolet på Legene i Sydney i 2000. Aborigineren tændte den olympiske ild ved åbningsceremonien og vandt siden guld på 400 meter. Fire år tidliere havde hun vundet sølv på distancen.

Greg Louganis under OL i 1988 få sekunder for hans baghoved rammer kanten af vippen. Alligevel vandt han guld. (Foto: Pascal Rondeau © 1988 Getty Images)

66. Greg Louganis, USA (1960- )

Udspringeren, som 16 år gammel vandt OL-sølv i 1976. Deltog ikke i 1980, men vandt dobbelt guld i både 1984 og 1988. Generelt anerkendt som historines bedste udspringer.

Katie Ledecky efter sejren i 200 meter fri i 2016, hvor det også blev til guld på 400 og 800 meter fri samt 4 x 200 meter fri. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

67. Katie Ledecky, USA (1997- )

Fik sit store gennembrud, da hun blot 15 år gammel blev en sikker guldvinder i 800 meter fri i 2012. I 2016 var hun så den store stjerne og vandt yderligere fire guldmedaljer samt en enkelt af sølv. Er med 15 guldmedaljer den mest vindende i VM-historien. Har gode muligheder for endnu mere guld i Tokyo.

68. Marie-José Perec, Frankrig (1968- )

'Gazellen' vandt guld på 400 meter i 1992 og 1996. Sprintede sig desuden til guld på 200 meter i 1996. Der var en del omtale af hende op til og under legene i 2000, idet hun endte med ikke at stille op med den begrundelse, at de australske medier havde truet og chikaneret hende, fordi hun var en konkurrent til hjemmefavoritten Cathy Freeman. Hun var dog ikke længere på toppen og havde heller ikke haft en guldchance.

69. Peter Snell, New Zealand (1938-2019)

Vandt OL-guld på 800 meter i 1960 og gentog bedriften fire år senere, hvor det også blev til guld på 1500 meter.

70. Aleksandr Dityatin, Sovjet (1957- )

Vandt som den første medalje i alle otte gymnastikøvelser, hjemme i Moskva i 1980, heraf var de tre af guld - og en af dem kom i mangekampen. Ved OL i 1976 vandt han to sølvmedaljer.

71. Edwin Moses, USA (1955- )

Vandt OL-guld i 400 meter hæk i både 1976 og 1984. Havde svært ved at huske eden, som han på vegne af de aktive skulle remse op ved åbningsceremonien i 1984. Var i mange uovervindelige - vandt 122 løb i træk fra 1977 til 1987. Vandt OL-bronze i 1988.

Felix Savon (til venstre) i færd med at besejre Michael Bennet fra USA i kvartfinalen ved OL i 2000. (Foto: Lars Møller © Scanpix)

72. Felix Savon, Cuba (1967- )

Bokselegende, som vandt guld i sværvægtsklassen tre gange i træk, 1992-2000. Han var desuden favorit til at vinde guld i 1988, men så valgte Cuba at boykotte legene i Seoul.

Sawao Kato vandt mændenes manegkamp i både 1968 og 1972, men måtte i 1976 nøjes med en andenplads. (Foto: Ullstein Bild © This content is subject to copyright.)

73. Sawao Kato, Japan (1946- )

Den mest succesfulde japanske gymnast i OL-historien. Var med ved OL i 1968, 1972 og 1976 og vandt i otte guldmedaljer og 12 medaljer i alt.

Paul Elvstrøm og datteren Trine under OL i 1984, hvor han var med i Tornado - det var dog i finnjolle, han erobrede fire guldmedaljer ved OL og dét endda i træk (fra 1948-1960). (Foto: Scanpix © Scanpix)

74. Paul Elvstrøm, Danmark (1928-2016)

Danmarks eneste på listen. Vandt guld i sejlsport ved fire OL i træk, 1948-1960, og blev dermed den første til at gøre det i en individuel sport. I 1948 i Firefly og de tre efterfølgende gange i Finnjolle. Blev i 1984 nummer fire sammen med datteren Trine. Har i alt deltaget ved otte Olympiske Lege.

75. Kee-Chung Sohn, Japan/Korea (1912-2002)

Vandt maratonløbet i 1936 under navnet Son Kitai. Et navn han var tvunget til at have, da han stillede op for Japan, fordi Korea var under japansk herredømme. Kom 76 år gammel ind med faklen, da ilden skulle tændes ved OL i Seoul i 1988.

76. Shane Gould, Australien, (1956 -)

Hendes karriere toppede ved OL i München i 1972, hvor hun vandt guld i 200 og 400 meter fri samt i 200 meter medley. Derudover blev det til sølv i 800 meter fri og bronze i 100 meter fri. Hun var desuden den første til at vinde tre guldmedaljer ved et OL og samtidig hver gang sætte ny verdensrekord. Hun var blot 15 år ved Legene i 1972 og stoppede to år efter karrieren, fordi hun følte, at presset på hende var blevet for stort.

77. John Carlos, USA (1945- )

Vandt bronze på 200 meter ved OL i 1968. Løberen blev dog mere kendt for sin Black Power-demonstration på sejrspodiet – sammen med guldvinderen Tommie Smith.

78. Boris Shaklin Sovjetunionen (1932-2008) Var tre gange med ved OL, 1956-1964, og vandt syv guld, fire sølv og to bronze i gymnastik. Frem til 1980 var han endda, der havde vundet flest OL-medaljer. Hans bedste OL var det i Rom i 1960, hvor han vandt guld i fire discipliner - heriblandt mangekampe - samt to sølvmedaljer og en af bronze.

I OL-finalen mod Maria Sharapova viste Serena Williams noget af det mest suveræne spil i tennishistorien. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

79. Serena Williams, USA (1981- ) Historiens største kvindelige sportsnavn har også sat et markant aftryk på OL. Har vundet tre guldmedaljer i double sammen med søsteren Venus, men kulminationen kom i 2012, da hun var klasser bedre i finalen i single mod Maria Sharapova og vandt 6-0 og 6-1. I kvartfinalen slog hun Caroline Wozniacki 6-0 og 6-3.

80. Vladimir Kuts, Sovjet (1927-1975)

Tempofænomenet, det vandt guld på både 5.000 og 10.000 meter ved OL i 1956. Førte fra start til slut i begge løb, og på den lange distance endte han med at vinde med hele 11 sekunders forspring - det største i OL-historien på den distance.

Aleksandr Kareline på medaljeskamlen efter triumfen ved OL i 1988. (Foto: Getty Images © This content is subject to copyright.)

81. Aleksandr Kareline, Sovjet/SNG/Rusland (1967- )

Vandt guld i supersværvægt i 1988, 1992 og 1996 samt sølv i 2000. Er anset som alle tiders bedste græsk-romerske bryder. Var fanebærer hele tre gange. For Sovjetunionen i 1988, SNG i 1992 og Rusland i 1996.

82. Viktor Chukarin, Sovjetunionen (1921-1984)

Var den første til at vinde gymnastikkens mangekamp to gange i træk, i 1952 og 1956. Første gange vandt han hele fire guldmedaljer og to af sølv.Fire år senere vandt han fem medaljer - heraf tre af guld. Kom fra Ukraine.

83. Aleksandr Popov, SNG/Rusland (1971 - )

Den bedste sprinter nogensinde og verdens bedste svømmer i 1990erne. Vandt OL-guld på 50 og 100 meter ved OL i både 1992 og 1996. Vandt desuden fem OL-sølv.

84. Miruts Yifter, Etiopien (1944-2016)

Blev kendt som den gamle løber, hvis alder ingen præcis kendte. Vandt guld på både 5.000 og 10.000 meter. Var vist 36 år. Otte år tidligere havde han vundet bronze på 10.000 meter og var blandt favroitterne på 5.00 meter. Men kom for sent til start. Deltog ikke i 1976, da flere afrikanske lande boykottede OL.

85. Ben Ainsley, Storbritannien (1977)

Blev i London 2012 den mest vindende sejlsportsmand ved OL. Vandt guld i Finjolle og nåede dermed op på fire guldmedaljer og en sølvmedalje. Ved OL

86. Heike Drechsler, DDR/Tyskland (1964- )

Vandt sølv i længdespring ved OL i 1988 samt guld i disciplinen i 1992 og 2000. I 1988 vandt hun desuden bronze på både 100 og 200 meter.

87. Evelyn Ashford, USA (1957- )

Vandt OL-guld på 100 meter i 1984 i Los Angeles. På det tidspunkt havde hun også verdensrekorden, som hun havde sat i 1983. Vandt i alt fire OL-guld. Idet USA boykottede legene i 1980, gik hun glip af muligheden for at vinde en medalje dér. Blev tilmed skadet i maj det år.

88. Daley Thompson, Storbritannien (1958- )

Den største tikampsstjerne nogensinde. Vandt OL-guld i 1980 og 1984, hvor hans mangeårige rival, Jürgen Hingsen fra Vesttyskland, blev henvist til andenpladsen. Blev nummer fire i 1988.

89. Ian Thorpe, Australien (1982- )

Vandt guld ved OL i 2000 i 400, 4x100 og 4x200 meter fri - alle i ny verdensrekord - samt sølv i 200 meter fri og 4x100 meter medley. Ved OL i 2004 blev det til yderligere to guldmedaljer; i 200 og 400 meter fri. OL i 2000 foregik i Sydney, og derfor blev han en af de allerstørste stjerner ved de lege.

90. Vitali Scherbo, SNG/Hviderusland (1972- )

Gymnast, der samlet vandt seks guldmedaljer i 1992 og fire bronzemedaljer i 1996. Kun svømmerne Mark Spitz og Michael Phelps har vundet flere guldmedaljer ved et enkelt OL.

Yelena Isinbayeva er blandt de russiske sportsfolk, der ikke har fået lov til at deltage ved OL efter afsløringen af statstyret doping. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

91. Yelena Isinbayeva, Rusland (1982- )

Vandt OL-guld i stangspring både i 2004 og 2008, hvor hun samtidig satte endnu en verdensrekord, med et spring på 5,05 meter. I 2012 blev det til bronze.

93. Ulrike Meyfarth, Tyskland (1956- )

Vandt alle tyskeres hjerter, da hun i München i 1972 vandt guld i højdespring, 16 år gammel. Vandt igen guld i 1984.

Gail Devers var i mange blandt verdens bedste på både 100 meter og 100 meter hæk, hvor hun blev verdensmester i 1999. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

94. Gail Devers, USA (1966- ) Vandt guld på 100 meter i både 1992 og 1996, hvor det også blev til guld på 4x100 meter. Også kendt for sine lange negle.

96. Neno Nadi, Italien (1894-1940)

Snuppede hele fem guldmedaljer i fægtning ved OL i 1920. Vandt i alt seks OL-guldmedaljer - den første kom i hus i 1912.

94. Gert Fredriksson, Sverige (1919-2006)

Kajakroer, som vandt seks gange guld i perioden 1948 til 1960. De første fem gange i 1.000 meter enerkajak og den sidste gang i 1000 meter toerkajak.

95. Fu Mingxia, Kina (1978- )

Vandt guld i udspring i 1992 blot 13 år gammel - fyldte 14 en uge efter OL - og fire år senere vandt hun begge individuelle discipliner og var på vej mod en status som alle tiders bedste kvindelige udspringer. Hun har ærligt fortalt, hvor hårdt hun havde det især op til legene i 1996, og stoppede også karrieren derefter. Men gjorde comeback kortvarigt forud for OL i 2000, hvor hun vandt et enkelt guld samt sølv i synkronspring.

96. Birgit Fischer, DDR/Tyskland (1962- )

Vandt otte guldmedaljer fordelt på seks forskellige Lege fra 1980 til 2004. Repræsenterede både DDR og Tyskland og deltog ikke i 1984, fordi DDR boykottede Legene. To af guldmedaljerne kom i enerkajak. Vandt 12 OL-medaljer i alt.

97. Kohei Uchimora, Japan (1989- )

Vandt guld i mangekamp i både 2012 og 2016 samt sølv i 2008. Vandt i alt syv OL-medaljer. Vandt også hele fem VM-titler i mangekamp.

98. Bob Mathias, USA (1930-2006)

Et teenagefænomen, da han blot 17 år gammel vandt guld i atlikkens tikamp i 1948. Gentog bedriften i 1952 og blev dermed de første til at vinde den især før i tiden meget prestigefyldte disciplin to gange i træk.

100. PerttiKarppinen, Finland (1953- )

Vandt tre OL-guld i træk i roning, i perioden 1976- 1984, i singlesculler. Både i 1974 og 1984 kom guldet i hus efter en duel med sin evige rival, vesttyskeren Peter-Michael Kolbe, som ikke deltog i 1980, da Vesttyskland boykottede lege. Og i begge dueller lå vesttyskeren til at vinden – inden finnen sluttede overraskende godt af. I 1988 var der lagt op til endnu en guldduel, men finnen kom ikke i finalen og måtte nøjes en en syvendeplads efter sejr i B-finalen, mens Peter-Michael Kolbe igen vandt sølv, da han måtte se sig slået af sin yngre landsmand Thomas Lange.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter