OL's brilliante sportsbedrifter overskyggede dårlig planlægning

Sydamerikas første OL var en succes trods Brasiliens problemer med både gæld og kritisabel planlægning, lyder reaktionerne.

Brasilien kæmper med økonomisk krise, et overskredet OL-budget og en rigsretssag mod landets suspenderede præsident. (Foto: CARL DE SOUZA © Scanpix)

Atleterne og deres præstationer var OL's smukke tapet, der skjulte de halvtomme stadioner og Brasiliens seks milliarder dollars underskud og overskridelser af budgettet.

Uden atleternes succes ville man være efterladt med et OL, hvor det store fokus havde været landets gæld og problemer med at færdiggøre forberedelserne blandt andet med åbningen af en ny metrolinje og godkendelse af sikkerheden på en række nye arenaer.

Sådan lyder dommen fra flere internationale medier dagen efter OL's afslutning.

Et OL der beskrives mere som et ustruktureret karneval end en velorganiseret verdensbegivenhed.

Men til trods for, at landet befinder sig i den værste økonomiske krise siden 1930erne og har kæmpet med planlægningen, så lykkedes det sporten at overskygge listen af problemer, skriver Reuters. I særdeleshed på grund af Brasiliens egne sportslige bedrifter blandt andet med de brasilianske fodboldherrers første OL-guld i fodbold.

Et stolt brasiliansk folk

Samme vurdering har DR-journalist Kristian Almblad.

Til trods for et kaotisk planlægningsforløb de seneste syv år og den ene økonomiske udfordring efter den anden, så er det et lettet brasiliansk folk, der vågner op efter nattens gigantiske afslutningsfest.

- Det har været et vellykket OL. De fleste brasilianere har været glade for det. Mange tænker 'puha det gik'. Der har været skrammer i lakken, men overordnet er de stolte, siger han.

Inden OL begyndte var der allerede stor bekymring over situationen i landet. Rio har både kæmpet med dårlig sikkerhed, transport og mangel på tilskuere. Derudover satte de vaklende budgetter spørgsmålstegn ved, om OL overhovedet kunne blive afholdt.

Men trods udfordringerne har Brasilien klaret sig godt igennem OL, mener Kristian Almblad.

Landets problemer kommer snigende

Efter 17 dages fest bliver Brasilien dog revet tiltage til virkeligheden, og de mange sportslige dramaer bliver overtaget af både økonomisk og politisk drama.

Ifølge Kristian Almblad vil der de næste uger blive sat et konkret tal på, hvor meget budgettet for OL er overskredet, og det vil være en mavepuster for landet.

- Vi ved, at budgettet virkelig er overskredet. Men selvom landet er midt i en økonomisk krise, så er det stadig verdens 7. største økonomi og meget stærk, siger han og fortsætter:

- Det, der er truet, er Rio de Janeiro. Byen befinder sig på kanten af konkurs og lider virkelig under OL.

Facebook
Twitter