OL-guldvindere skal alligevel til Rio: Vi havde afskrevet det

Mads Rasmussen og Rasmus Quist er trods en glippet kvalifikation i sidste uge klar til OL i Rio som følge af en speciel regel og et belgisk valg.

Rasmus Quist og Mads Rasmussen får alligevel mulighed for at forsvare OL-guldmedaljen fra London. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Roerne Mads Rasmussen og Rasmus Quist skal alligevel til OL i Rio de Janeiro til sommer.

Det ligger fast, efter at det belgiske roforbund har valgt deres tunge singlesculler fremfor letvægtsdobbeltsculleren.

Rasmussen og Quist missede ellers kvalifikationen ved sidste uges stævne i Luzern med sølle 3/100 af et sekund.

Til danskernes held var det en belgisk båd, der vandt stævnet, og da belgierne også vandt i singlesculler, var de som følge af en regel om diversitet tvunget til at vælge - og altså også fravælge en af deres både.

Til OL bekostning af færing

Belgierne valgte at satse på singlesculleren, og dermed var der godt nyt for Rasmussen og Quist.

- Det er fuldstændig fantastisk. Det havde jeg ikke turde håbe på. Jeg var helt sikker på, at belgierne ville vælge deres dobbeltsculler og jeg havde afskrevet det.

- Jeg havde gået og slået hovedet ind i væggen de sidste par dage. Det er fantastisk at få den her mulighed dumpende ned i hovedet, og så er det bare op på hesten igen, lyder det fra en glædelige overrasket Mads Rasmussen.

Hvis belgierne havde valgt at udtage deres letvægtsdobbeltsculler, så havde den ekstra plads i singlesculler gået til færøske Sverri Nielsen, der stiller op under dansk flag.

Sverri Nielsen sluttede - nøjagtig som Rasmussen og Quist - som treer ved kvalifikationsstævnet i Luzern.

Mads Rasmussen og Rasmus Quist får dermed mulighed for at forsvare guldmedaljen fra legene i London i 2012.

Facebook
Twitter