VIDEO Tak for minderne, Mads og Rasmus

De to danske sportsikoner og OL-guldvindere har besluttet at stoppe karrieren. Så her på DR Sporten tænkte vi, at både de og I lige skulle have lov at se den her en sidste gang.

OL i Rio sluttede langt fra som håbet for Rasmus Quist og Mads Rasmussen.

De rejste til Brasilien for at forsvare deres guldmedaljer, men semifinalen blev endestationen for det danske makkerpar.

Efterfølgende kunne de to skuffede, men trods alt fattede roere så annoncere, at deres tid med sport på eliteniveau er slut.

Et beskedent punktum på en strålende karriere, der bød på en lang række triumfer, hvor særlig én står klart i erindringen.

OL-guldet som de to vandt i London foran et ekstatisk brølende britisk publikum.

Tak for minderne

Et løb der bød på alt, hvad der gør OL mindeværdigt. Fyldte tribuner, en omstart, en neglebidende afslutning og ikke mindst en kommentator, der brød ud i jubelsang, da de krydsede målstregen.

Derfor skal der her fra redaktionen lyde et tak for minderne til Mads Rasmussen og Rasmus Quist, der med deres kraftpræstation den 4. august for fire år siden skrev et smukt kapitel i den danske sportshistorie.

I 2008 vandt Quist/Rasmussen OL-bronze i Beijing, og de har også vundet VM-guld i 2006 og 2007.

Øverst i artiklen kan du se indslaget tv-indslaget med de glade guldvindere og se højdepunkterne fra deres guldroning.

Facebook
Twitter