Det var en blandet dag for det danske medaljehåb, finnjolle-sejleren Jonas Høgh-Christensen, da han for første gang kom på vandet ved OL i Rio.
I sin første sejlads blev han lidt skuffende nummer 13, hvor den skiftende vind drillede.
- Jeg laver en fantastisk start i den første sejlads, men er meget uheldig og tingene går bare ikke min vej. Jeg kan simpelthen ikke ramme noget rigtigt, og vinden er 'all over the place' – det var kaos, lød det fra Jonas Høgh-Christensen.
I anden sejlads gik det langt bedre for sejleren, der i den grad fik revancheret sig.
- Det kører, og jeg laver igen en god start. Jeg er med fremme hele tiden, men desværre får jeg et gult flag som straf og ryger ned som nummer syv-otte stykker. Men jeg får kæmpet mig tilbage op i feltet, siger Jonas Høgh-Christensen og tilføjer, at dagens to sejladser er 'brugbare' i det samlede regnskab.
Efter de to første sejladser ligger Jonas Høgh-Christensen samlet nummer seks.
Jonas Høgh-Christensen sejler sin tredje og fjerde sejlads i morgen fra klokken 18.00. Finnjolle-sejladsen kan ses på TV 2 Charlie.
Se hele interviewet med Jonas Høgh-Christensen øverst i artiklen.