ANALYSE Danske sejlere i Rio: Stormfuldt og brutalt

DR Sportens sejlsportsekspert Bo Hasseriis Hansen analyserer her de danske sejleres foreløbige præstationer ved OL i Rio.

Anne-Marie Rindom har gode chancer for medalje ved OL i Rio. (Foto: William WEST © Scanpix)

Lad os bare starte med at slå fast, at det er svært at være sejler i Rio. En ting er alle de nerver, sejlerne bærer rundt på, men forholdene og banerne i Rio har vist os alt fra springende sommervinde, til næsten brutale vindstyrker og bølger på banerne uden for Rio.

LASER RADIAL

I Laser Radial er Anne-Marie Rindom på medaljekurs. Hun startede med et par pæne, men langt fra prangende placeringer. Men det var tydeligt at se, Anne-Marie sejler meget, meget hurtigt. Dagen efter rendte Anne-Marie ind i en diskvalifikation, hvilket kan få selv den sejeste sejler til at ryste på hånden.

Anne-Marie Rindom har gode chancer for medalje. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Anne-Marie er sej, så på tredjedagen så vi en meget fokuseret dansker, der fik fortalt sine konkurrenter, at hun vil vinde den her medalje. Hun har en stigende formkurve, og har i de sidste 3 sejladser lavet 3,3 og 1. Anne-Marie ligger 2’er, kun ét point fra ireren på førstepladsen, og med kun et enkelt point ned til hollandske Marit Bouwmeester på 3. pladsen.

Medaljerne skal fordeles mellem disse tre, og som stævnet har udviklet sig, så står Anne-Marie med rigtigt gode kort på hånden. Hun har vist, at hun har kunnet placere sig, uanset om de har sejlet på de taktisk svære baner inde i bugten, eller ude i de meget fysisk krævende forhold uden for. Hun skal holde sig ude af ballade, men kan hun det, så har hun fire sejladser og et ’medal race’ til få den rigtige farve på metallet.

FINJOLLE

I finnjollen har Jonas Høgh-Christensen et meget svært stævne. Det startede så godt i første sejlads, hvor Jonas fik klart den bedste start og sejlede det bedste første ben. Men et massivt vindspring kastede ham ned i midten af feltet, hvor han skulle knokle sig op fra.

(Foto: henning Bagger © Scanpix)

Han kom hæderligt ud af førstedagen, men da Finnjollerne dagen efter sejlede på de lange, åbne baner ude på havet, var vi vidne til en mindre katastrofe. Jonas har brugt meget tid på at spare vægt og optimere grej, og desværre hev han en ring ud af sit sejl, der gjorde han måtte udgå af seriens 4. sejlads. Det er en rigtig ærgerlig måde at få en dårlig placering på, og som Jonas selv sagde, så er der ikke plads til flere fejltagelser.

I 5. og 6. sejlads skulle de store drenge i finnjollen igen ud i de store bølger og den hårde vind ude på havet. Det er normalt det, vi kalder ”danskervejr”, men igen endte det med placeringer midt i feltet. Ude fra så det ud til, han havde nogenlunde fart, men i en af sejladserne væltede han desværre på et af medvindsbenene. Han håndterede det fint, men han tabte 3-4 både. Og de 3-4 både betyder, han ligger nummer 5, i et meget tæt felt, hvor briten Gile Scott ender med at løbe med guldet. Jonas har få point op til både bronze og sølv, men i anden halvdel af stævnet, bliver det nervepirrende at se, om Jonas kan fighte sig ud af modgangen! Jeg tror på, han kan.

NACRA 17

I Nacra 17 har Allan Nørregaard kvalificeret sig sammen med Annette Viborg. De to har længe tilhørt den absolutte elite i klassen, og har umådeligt sikkert hevet medaljer hjem. Nacra-klassen sejler en meget lang serie, og desværre har danskerne også brug for alle de sejladser, de kan få.

Den danske Nacra 17-båd er placeret på en 11. plads. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

De ligger nummer 11, langt fra deres normale høje standard. Det er ikke en undskyldning, men særligt de to første sejladser var et lotteri, der slet ikke er et OL-stævne værdigt. Forholdene blev bedre i de næste fire sejladser, men halvvejs igennem stævnet er der flere af favoritterne, der ikke engang er i top 10!

Det gælder også Allan og Annette, der ligger nummer 11. De har i korte glimt været med i front, men har slet ikke sejlet med den skarphed, de normalt viser. Nu står de med en serie, hvor de har godt 30 point op til guldmedaljen, og næsten lige så langt til de næste medaljer. De vil slet ikke være tilfredse med en placering i top 10, så anden halvdel af stævnet skal fokusere på at komme så tæt på de førende både som muligt.

ØVRIGE KLASSER

I de øvrige klasser har danskerne klaret sig som forventet. Der har været lyspunkter, og det er værd at nævne, at Sebastian Fleischer i går lavede en 2. plads i en af sejladserne i RS:X.

I dag går de to 49’er klasser i gang. Jeg glæder mig til at se og både Jena Mai Hansen og Katja salskov-Iversen kan holde det høje niveau i 49’er Fx, ligesom det bliver spændende at få nogle bud på om Jonas Warrer og Christian Peter Lübeck kan få styr på de svære forhold i Rio.

Facebook
Twitter