Anne Marie-Rindom på guldkurs: Jeg har forestillet mig selv med en medaje om halsen

Det danske medaljehåb holder hovedet koldt trods drillende sejladsvejr i Rio.

Den 25-årig sejler Anne-Marie Rindom har med en flot 4. og 6. plads i de indledende runder godt med blæst i vindersejlene og gode chancer for at vinde metal til Danmark.

Medaljehåbet i Laser Radial er både stolt og glad over sine præstationer i konkurrencerne, for sejladserne har været teknisk svære.

- Løbet i dag havde sindssygt svære forhold - tre meter høje bølger og ikke ret meget vind, siger Anne-Marie Rindom til DR's reporter i Rio, Mads Steffensen.

- Jeg har formået at sejle stille og roligt og ikke efter følelser, men efter hvad der er det rigtige at gøre i de forskellige situationer. Jeg har haft mit hoved med hele vejen, og det har været super vigtigt, siger hun.

Op til OL har sejleren arbejdet på at skabe stabile placeringer, mere end hun har fokuseret på at komme først i de enkelte sejladser. Taktikken har indtil videre båret frugt.

- Det vigtigste er at holde sig i toppen og lave damage control, hvis noget skulle gå galt, siger Anne-Marie Rindom.

Hendes overordnede mål i Rio har fra starten været at være med i kampen om medaljerne, og den ambition går som planlagt.

- Ikke mærkeligt med medaljetanker

Den ydmyge dansker er ikke meget for at røbe alle medaljedrømme, men da Mads Steffensen spørger, om det efterhånden ikke er lidt svært ikke at tænke på podiepladser og medaljehæder, løsner hun lidt op:

- Det er klart, der kommer nogle tanker op ind imellem, hvor man ser sig selv med en medalje om halsen. Men det er jo heller ikke mærkeligt. Og så tænker jeg ikke; 'gå væk, tanke'.

- Men der er bestemt ikke noget, der er givet endnu, smiler hun.

Anne-Marie Rindom sejler lørdag klokken 18.05 9. runde.

Facebook
Twitter