Guld i sigte: Dansk sejlerduo kæmper sig ind på delt førsteplads

Torsdag afgøres det i medal race, om Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen skal tage endnu en dansk medalje.

Kampen om medaljer finder sted på torsdag klokken 19.05. (Foto: William WEST © Scanpix)

Den danske sejlsportsduo Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen viste tirsdag, at de i den grad kan være med på øverste niveau i 49erFX-klassen.

Danskerne vandt den tiende sejlads, blev nummer to i 11. sejlads og sluttede dagen af med en fjerdeplads i 12. sejlads.

Det placerer Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen på en delt førsteplads sammen med spanierne og brasilianerne, inden medaljedramaet torsdag i den afgørende sejlads, medal race.

Gyseren i overmorgen bliver kun bedre af, at New Zealand på fjerdepladsen puster dem i nakken med 47 point.

Medal race sejles torsdag klokken 19.05.

Stillingen efter 12 sejladser med én fratrækker:

  • 1. Tamara Dominguez/Berta Moro, Spanien, 46 point,

  • 2. Martine Grael/Kahena Kunze, Brasilien, 46,

  • 3. Jena Hansen/Katja Steen Salskov-Iversen, Danmark, 46,

  • 4. Alex Maloney/Molly Meech, New Zealand, 47,

  • 5. Sarah Steyaert/Aude Compan, Frankrig, 75.

Facebook
Twitter