Rindom efter bronze: Jeg har det virkelig godt

Anne-Marie Rindom vandt bronze i Laser Radial. Det er hendes første OL-medalje.

Danmarks tiende medaljevinder i Rio er naturligvis lykkelig for sin første OL-medalje.

- Jeg har det virkelig, virkelig godt.

Men lige nu kunne hun selvfølgelig godt have tænkt sig, at den havde været af en anden farve en bronze.

- For at være ærlig, så er jeg også en lille smule skuffet lige nu, fordi jeg lå nummer to før medal race. At slutte OL på den her måde, det var ikke lige det, jeg havde tænkt.

- Det lykkedes alligevel at få en medalje. Og hvis jeg havde vidst, jeg havde stået her, så ville jeg også være sindssygt glad. Det er også den følelse der kommer lige om lidt.

Udsat sejlads

Vinderen af Laser Radial blev hollandske Marit Bouwmeester, mens irske Annalise Murphy tog sølvet dagen efter, at medal race egentligt skulle have været afholdt. I går var der først mangel på vind, og senere blæste det alt for kraftigt.

Og i dag, hvor finalen så blev afviklet, var vejret også en udfordring.

- Det var en sindssyg svær sejlads, og jeg gør, hvad jeg kan for at sejle så stærkt som muligt, siger Rindom, der i løbet af de seneste fire år har haft mange træningspas i Rio.

- Aldrig nogensinde har den været på den måde, den var i dag. Men det er sådan noget, der gør sejlsport unikt. Man kan ikke styre vind og vejr, og det gør det jo lidt spændende.

Anne Marie-Rindom blev sidste år verdensmester i Laser Radial. Ved VM i år fik hun bronze, hvilket hun altså gentog ved OL.

Facebook
Twitter