VIDEO Euforiske medaljedamer: Fedeste måde at slutte OL af på

De danske svømmekvinder 'hamrede' sig i nat til bronzemedaljer.

- Vi skal grine, og vi skal græde, og vi skal have armene op, og vi skal have armene ned, og vi skal danse, og vi skal ligge helt døde. Det bliver bare fedt!

Tilsæt det citat bævende stemme, blanke øjne og verdens største tandsmil, så har du Rikke Møllers følelsesladede svar på, hvordan hende og svømmekvinderne skal fejre nattens kæmpestore triumf.

Helt exceptionelt sikrede de fire danske svømmedarlings bronzemedaljer i 4 x 100 meter holdmedley og skrev samtidig en halvgammel svømmehistorie fra 2008, hvor Danmark sidst vandt svømmemedaljer ved OL, om.

- Det her er den fedeste måde at slutte OL af på. Jeg kunne ikke ønske mig noget bedre, lyder det fra Pernille Blume, der kort forinden allerede havde jublet én gang på podiet med en guldmedalje om halsen efter at have sat konkurrenterne på plads i 50 meter fri.

Det kan næsten ikke forklares, hvor stort det er at stå i Rio med en bronzemedalje om halsen, lader de fire svømmekvinder forstå - men når det nu skal være:

- Det er ubeskriveligt, og det er en drøm for os alle sammen, som er gået i opfyldelse. Der er ikke nogen, der forstår det udover os, som er på det her stadion lige nu, prøver Jeanette Ottesen, der i sejrsrusen har iklædt sig en dannebrogsflag som kappe.

- Vi får endda oven i hatten erobret vores europarekord tilbage fra Sverige, siger Rikke Møller med henvisning til, at svenskerne snuppede rekorden ved VM i Kazan i 2015. Danmark havde ellers sikret sig europarekorden i Berlin ved EM i 2014.

Svenskernes tid var 3 minutter og 55,24 sekunder. De danske svømmekvinders nye rekordtid er 3 minutter og 55,01 sekunder. Det vil sige 23 hundrededele af et sekund hurtigere.

Fire forskellige sejre og en samlet rus

De fire kvinder er eksperter på hver deres område og har hver deres favorit-stilart. Mie Ø. Nielsens er ryg, Rikke Møllers er bryst, Jeanette Ottesens er butterfly og Pernille Blume er crawl.

- Det tæller som fire forskellige medaljer, fordi vi svømmer fire forskellige ting, og vi hamrer bare derudad, siger en rørt Mie Ø. Nielsen.

Se hele interviewet med medaljedamerne øverst i artiklen.

Facebook
Twitter