VIDEO Grædefærdig Efimova: Det man læser og hører er lort

Den dopingdømte svømmer Efimova svarer igen på buh-råb og negative kommentarer.

Russiske Yulia Efimova er kommet i modvind i den olympiske svømmehal. Hun er blevet mødt af buh-råb fra tilskuerne og negative kommentarer fra de andre svømmere.

Yulia Efimova er to gange blevet udelukket for doping. Første gang kort efter VM i 2013. Her havde hun karantæne indtil februar 2015, efter russeren var blevet testet positiv for et anabolsk steroid.

I år blev hun kortvarigt suspenderet efter at have benyttet medikamentet meldonium, som også flere andre russiske atleter har benyttet.

Hun var i første omgang udelukket fra OL, og først få dage før hun hoppede i bassinet i Rio, fik hun grønt lys til at stille op.

I nat svømmede hun sig til en sølvmedalje i 100 meter bryst, og det blev modtaget med blandede reaktioner fra omgivelserne.

Efimova var grædefærdig efter løbet, men håber hun vinder guld næste gang.

- Det var en god tid og det bedste, jeg kan lige nu. En guldmedalje var min drøm. Det er mit tredje OL, jeg er blevet nummer tre og fire, nu blev jeg nummer to, måske det bliver guld næste gang, sagde Efimova.

Folk kender ikke sandheden

Føler du, tilskuerne har været hårde ved dig?

- Hvad tror du? Selvfølgelig, det er helt skørt, jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne svømme efter alt det. Jeg har slet ikke fået forberedt mig, for tre-fire dage siden vidste jeg ikke, om jeg skulle svømme til OL.

Hvordan har de andre piger behandlet dig?

- Nogen er ok, nogen er sure på mig og taler grimt om mig, men de kender ikke sandheden, og jeg orker ikke at fortælle dem det. Hvis de ikke kender mig, hvordan kan de sige sådan noget.

Forstår du at folk har det sådan?

- Halvdelen er ok med mig. Jeg forstår, men de kender ikke sandheden, de kan tænke hvad som helst men lad være med at døm. Alt, hvad man læser på nettet eller ser i tv, er lort.

Russeren stiller næste gang op onsdag i 200 meter bryst, hvor hun er blandt medaljerivalerne til Rikke Møller Pedersen.

Se hele interviewet med Yulia Efimova i playeren herover.

Facebook
Twitter