VIDEO Jeanette Ottesen om OL-cirkus: Svært at holde fokus

OL-byen er ét stort tag-selv-bord, og det er svært at koncentrere sig om sporten, erkender den danske svømmer Jeanette Ottesen.

De danske atleter var samlet for første gang i dag, hvor der blev holdt pressemøde forud for fredagens åbningsceremoni i OL-byen i Rio.

Det store OL-cirkus er en speciel størrelse, og selvom det for den danske svømmer Jeanette Ottesen er fjerde gang, hun prøver kræfter med legene, bliver hun stadig overvældet.

- Alt er stort, alt er gratis og der går stjerner rundt omkring dig. Det er meget nemt at blive super excited, siger Jeanette Ottesen til DR Sporten.

Men de tidligere OL-slutrunder har givet Jeanette Ottesen den rutine, så hun ikke falder i OL-fælderne.

- Det er her, jeg kan bruge min erfaring. Jeg kan have lidt mere ro på, og jeg behøver ikke at gå på McDonalds med det samme. Det er de små ting, der tæller, og det er det, jeg kan bruge. Jeg ved, at jeg nok skal få tid til andre ting efter svømningen.

- Jeg har selv været 16 år, og det er svært at holde fokus. Jeg prøver at tage de unger under vingerne, men det er ikke alle, der vil det, griner hun.

Tør ikke spå om medaljer

Jeanette Ottesen har endnu ikke vundet en medalje ved OL, og hun har heller ikke lyst til at spå om medaljer i Rio.

- Jeg skal i en OL-finale, og så er der altid en chance. Jeg har lavet fejlen at spå om medaljer, og det vil jeg bare ikke igen. Jeg ved, hvor svært det er, og jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå.

Men håbet lever hos den 28-årige svømmer.

- Men selvfølgelig håber jeg, slutter Jeanette Ottesen.

Jeanette Ottesen skal i bassinet første gang lørdag, hvor hun svæmmer 100 meter butterfly.

Du kan se hele interviewet med Jeanette Ottesen i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter