VIDEO Mie Ø. Nielsen tæt på OL-medalje: Mine ben var helt færdige

Den danske svømmer blev nummer fem i finalen i 100 meter ryg ved OL i Rio efter en ekstremt tæt finale.

Det var lige ved og næsten for svømmeren Mie Ø. Nielsen, da hun tirsdag morgen dansk tid svømmede finale i 100 meter ryg.

Sølle fire hundrededele af et sekund var danskeren fra at sikre sig en bronzemedalje og Danmarks anden medalje ved OL.

Den 19-årige Mie Ø. Nielsen fik ikke den bedste start på bane nummer 7, men hun svømmede sig stille og roligt op og var helt med fremme i den hektiske finale.

Hun svømmede i tiden 58.80 sekunder – hvilket var sølle fire hundrededele fra en bronzemedalje.

- Jeg havde næsten ikke mere at give af til sidst - mine ben var helt færdige - så det var nok det, der gik galt, lød det fra en overraskende fattet Mie Ø. Nielsen umiddelbart efter finalen.

Guldet vandt ungarske Katinka Hossau i tiden 58.45, mens sølvmedaljen gik til amerikanske Kathleen Baker. Bronzemedaljen blev delt mellem canadiske Kylie Masse og kinesiske Yuanhui Fu i tiden 58.76.

Se finalen øverst i videoklippet og hør Mie Ø. Nielsens umiddelbare reaktion på femtepladsen.

Facebook
Twitter