TOP 10 Legenes største mandlige stjerner

Sprinterfænomenet Usain Bolt blev ifølge DR Sportens Marco de los Reyes legenes OL-konge.

Usain Bolt (til venstre), Michael Phelps (øverst til højre) og Neymar endte ifølge Marco de los Reyes som de tre mest lysende stjerner ved legene i Rio de Janeiro.

I nat blev der sat punktum for De Olympiske Lege i Rio de Janeiro. Men minderne om de største præstationer lever videre - formentlig i mange år frem. For det er især de store stjerner, der huskes fra et OL.

Herunder er mit bud på de 10 største mandlige stjerner ved legene - på tværs af alle sportsgrene.

Listen bygger på stjernernes præstationer, niveau og det aftryk, de har sat på legene, og her spiller det selvfølgelig ind, hvilken sportsgren de kommer frem. Da atletikken eksempelvis er den største sport ved OL, er det som regel også her, at de fleste stjerner findes.

1. Usain Bolt, Jamaica Vandt igen guld på 100, 200 og 4x100 meter - ved det tredje OL i træk. Er alle tiders største sprinter og atletikkens mest karismatiske personlighed nogensinde.

2. Michael Phelps, USA Var mere succesfuld end ventet og vandt fem guldmedaljer og en af sølv. Er oppe på hele 28 medaljer fordelt på de fire seneste lege - heraf 23 af guld.

3. Neymar, Brasilien Spillemæssigt ramte han ikke de største højder, men han leverede, hvad brasilianerne forventede. Han scorede fire mål undervejs, heraf et i finalen (1-1), hvor han også scorede det afgørende mål i straffesparkskonkurrencen, så Brasilien for første gang vandt guld i den olympiske fodboldturnering.

Wayne van Niekerk er den eneste i verden, der har løbet 100 meter på under 10 sekunder, 200 meter på under 20 sekunder og 400 meter på under 44 sekunder. (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix)

4. Wayde van Niekerk, Sydafrika Satte en imponerende verdensrekord på 400 meter, da han i finalen forbedrede den eksisterende rekord, som Michael Johnson havde sat i 1999, med

5. Kohei Uchimura, Japan Blev den første mandlige gymnast til at vinde guld i mangekamp ved to Olympiske Lege i træk. Var også med til at vinde guld i holdkonkurrencen.

6. Mo Farah, Storbritannien Blev den blot anden løber til at vinde guld på både 5.000 og 10.000 meter ved to Olympiske Lege i træk. Lasse Viren fra Finland var den første - han gjorde det i 1972 og 1976.

Ryan Murphy efter OL-sejren i 200 meter rygcrawl. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

7. Ryan Murphy, USA Som alle andre svømmere stod han i skyggen af Michael Phelps. Men vandt guld i 100 og 200 meter rygcrawl samt i 4x100 meter medley, hvor han lagde ud med at sætte verdensrekord i 100 meter rygcrawl.

8. Kevin Durant, USA Den største profil på det amerikanske Dream Team-mandskab, der igen vandt OL-guld i basketball. Især i finalen var han altafgørende, da USA slog Serbien.

9. Jason Kenny, Storbritannien Vandt tre guldmedaljer i banecykling. Strøg til tops i keirin, sprint og holdsprint og var dermed stærkt medvirkende til, at Storbritannien vandt næstflest medaljer af alle.

Andy Murray jubler efter finalesejren over Juan Martin del Potro fra Argentina. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

10. Andy Murray, Storbritannien OL har nærmest fået status som den "femte Grand Slam-turnering", og derfor går alle de store navne efter at vinde turneringen. Andy Murray har nu vundet guld i herresingle ved to lege i træk.

Herunder kan du komme med dit eget bud på, hvem der har været OL's største mandlige stjerner?

Facebook
Twitter