VIDEO Rimelig gakgak i Rio – OL’s skøreste øjeblikke

OL i Rio har budt på højdepunkter, lavpunkter og så en masse spøjse episoder midt i mellem.

De kan virke helt overmenneskelige, når de folder sig ud. De henved fejlfrie bevægelser, der rykker grænser for, hvad den menneskelige krop kan præstere, får atleterne til at se legene lette ud.

Måske netop derfor er det ekstra sjovt, når de så en sjælden gang i mellem gør noget, som alle os iagttagere kan spejle os i. Når de viser menneskelighed, når de kludrer i det. Øjeblikke, der kan små smilet frem.

Nogle af de øjeblikke – og her er det vigtigt at pointere, at ingen i klippene har slået sig - har vi samlet herunder:

Ivrig kameramand

Det skal gå hurtigt, når der produceres TV. Men det kan også gå for hurtigt. Det så man, da Pernille Blume netop havde vundet Danmarks første guldmedalje i Rio på 50 meter fri, og en ivrig kameramand skulle hen til den danske svømmer og have et ’vinderskud’.

Kameramanden er ved at snuble, og kameraet kunne strengt taget være røget ned i hovedet på Blume. Så galt gik det heldigvis ikke.

Russer lander på ryggen

Udspringskonkurrencerne i Rio var spektakulære. Ikke mindst kineserne var fuldstændig sublime og skovlede medaljer ind.

Men enkelte gange sneg der sig også et spring ind i den helt tunge ende af skalaen under konkurrencerne. Som Russiske Nadezhda Bazhinas fra 3 meter-vippen. Scoren bliver simpelthen 0 efter et totalt kikset forsøg.

Kinesisk bokser tror han har vundet

I sportens verden er der ikke noget værre end at tabe. Det skulle da lige være at tro, at man har vundet, og så tabe alligevel.

Lad os bare sige, at den kinesiske bokser Lü Bin efter OL kan slå en streg over den bedrift og sige ’ been there, done that’.

Kunsten at kaste med badehætte

At kaste er en kunst, som ikke nødvendigvis er så let, som de fleste går og tror. For slet ikke at tale om at kaste med badehætter. Bare spørg den kinesiske svømmer Yan Sung.

Kunsten at drikke af en drikkedunk

De fleste rygere kender måske til at have tændt en cigaret i den forkerte ende. I samme kategori af smuttere finder man Lisa de Vannas, der er kaptajn for det kvindelige australske fodboldlandshold, som ikke helt havde styr på op og ned på noget så simpelt som en drikkedunk.

Hesten gider ikke springe

Australske Scott Keach debuterede i OL-sammenhæng i Seoul. Året var 1988. Rutine mangler den god springrytter altså ikke, men alligevel endte han med at ryge hovedkulds ud over sin hest, der ikke havde lyst til at springe over en vandgrav i Rio.

Heldigvis slog Keach sig ikke mere, end at han kunne rejse sig op kort efter styrtet, der dog var en medvirkende årsag til, at Australien ikke kom i holdfinalen.

Haitianer løber ad hekkenfeld til

Jeffrey Julmis peger på sin arm, der hvor der normalt sidder et ur. It’s time, synes man at skulle forstå. Haitianeren er klar til semifinalen på 110 meter hæk.

Men allerede ved den første hæk går det galt. Julmis vælter ind i den, ikke noget med at snitte, nej et frontalt sammenstød. Resultatet bliver en form for rullefald og en deroute fra OL. Julmis har dog overskud nok til at gennemføre løbet efter sit styrt.

Facebook
Twitter